Det er, som om nogen har kastet en håndgranat ind i den »Hamlet«, man kender. Bum! Der ligger klassikeren i forrevne løsdele og kunne være afgået ved død, hvis ikke instruktøren Roger Vontobel havde genoplivet den.
Der er vendt op og ned på kronologien i den »Hamlet«, som Staatsschauspiel Dresden netop nu gæster Kronborg med. I centrum i første del af forestillingen står bandet Wood of Birnam, som forestillingens Hamlet, Christian Friedel, også til daglig er forsanger for. Deres tungere poprytmer giver effektivt tempo og modernitet til forestillingen. Der er noget rigtigt ved, at en så ung mand som Hamlet udtrykker sig gennem musikken.
Ulempen ved at bryde teksten så meget op som Vontobel har gjort, er dog at det taber lidt højde i anden afdeling. Det saftigste og mest vilde er placeret i starten af forestillingen, og Woods of Birnam er ikke scenens fokus længere. Det bliver en mere almindelig »Hamlet«. Indtil den afsluttende scene, som ikke skal røbes her. Den er nemlig radikalt anderledes, og en gennemgribende omfortolkning af historien. Selv synes jeg, den er et voldsomt stærkt greb, der får en til at forlade skuepladsen gennemkold af uhygge.
Stærk hovedperson
Ikke mindst viser den dog, hvor stærk en hovedperson, forestillingen har med Christian Friedel som Hamlet. Hans melankolske ansigt, lysende blegt af sorg. Hans »sein oder nicht sein« der får os til at lytte. Hans helt skingrende skøre adfærd. Der har karakter af overmodighed og overfor Annika Schillings meget strålende Ophelia en ubehagelig brutalitet og nærmest vrængende seksualiseret adfærd. Friedels afsluttende tour de force er eminent skuespilkunst, og gør ham til en uforglemmelig Hamlet.
Vontobel og scenografen Claudia Rohner inddrager gysende effektfuldt slottet i forestillingen. I første del står Hamlet der midt i Slotsgården med bandet og en Horatio (Christian Clauß), der mest putter sig i gårdens mørke kroge. Han er som et offerlam på slagtebænken. For bag ham, i de åbne vinduer, sidder de magtfulde i hver deres lille teater. Med Hamlet som en hovedperson i alt, de foretager sig. Hans fjende og onkel, Torsten Ranfts kong Claudius, der udadtil ikke er særlig pompøs, men indadtil så meget stærkere og mere kold sammen med Hamlets mor (Hannelore Koch) i en lovlig ungdomelig, dullet guldkjole. Rosenkrans (Kilian Land) og Gyldenstjerne (Benedikt Kauff), der her dukker op tidligt. Og så især den ærgerrige, kontrollerende Polonius, der konstant holder spillet i gang. Ind imellem bliver Ahmad Mesgarhas skarptskårne, stærke Polonius nærmest forestillingens hovedperson sammen med børnene Ophelia og Laertes (Sebastian Wendelin), og Mesgarha tilføjer både komedie, thriller og højspændt familiedrama til forestillingen.
Staatsschauspiel Dresdens »Hamlet« er ikke for begyndere. Man får mest ud af den, hvis man kender klassikeren. Men med dens coolness overfor »plejer« i klassikerfortolkninger, er den et moderne, vildt og meget gennemtænkt bud på, hvordan man også kan læse den 412 år gamle tekst.
Hvad: »Hamlet«, gæstespil fra Staatsschauspiel Dresden.
Hvem: Instruktion: Roger Vontobel. Scenografi: CLaudia Rohner. Kostumer: Ellen Hofman. Musik: Woods of Birnam. Dramaturgi: Robert Kroall. Lys: Michael Gööck.
Hvor: Slotsgården på Kronborg. Til 4. august.
