Hvis nu musicalen »Den eneste ene« i Tivoli var en bil, hvad var det så for én? Hvad med en lettere brugt sportsvogn med åben sommerkaleche? Det ville være synd at sige, at der er meget historie at bygge på.

Teaterversionens hurtigtklippende manuskript er ingen krediteret for, men det er da også omtrent en scene for scene omplantning af Susanne Biers elskede komediefilm fra 1999. Den om den kærlighedshungrende Sus, der lever i et misforstået parforhold med sin mandschauvinistiske italiener, men hvis hængsler viser sig at passe sammen med den godmodige køkkenmontør Niller - enkemand med adoptivdatter fra Burkina Faso på slæb.

I Tivoli er det nu ikke en historie, man interesserer sig synderligt for at gå ned i, endsige menneskeliggøre. Bare ærgerligt, Sonny Boy! I stedet satser Kenneth Kreutzmann i sin iscenesættelse på det udvendige og udadvendte. Jesper Winge Leisners musik blæser i forvejen på musicalens krav om, at sangen og musikken helst skal transportere handlingen videre og sætte ind dér, hvor de emotionelle højdepunkter dikterer det.

I stedet handler det mere om, at hver af de medvirkende skal have sit eget nummer eller to - selv om der heldigvis er blevet skåret ned på indslagene siden Peter Langdals alenlange maxiversion i Forum for syv år siden. Det er med andre ord showet, der er i højsædet - og Rikke Juellunds kassescenografi, som de mange medvirkende klatrer og stavrer rundt i, ligner da også mest noget, der er blevet til overs fra et eller andet melodigrandprix.

Poppen flyder sikkert

Handlingen bliver mest af alt en undskyldning for strømmen af iørefaldende, men forglemmelige 80er-glatte popnumre ud mod rampen, mens spillet bølger mellem det enstrengede, det overgearede og det nødtørftige.

Nicolaj Kopernikus er nu sød som den naive Niller med de gode intentioner, mens Mia Lyhne som Sus naturligvis har sin lidt fjerne, hæmmede scenepersona med det underliggende raseri, men savner hun ikke en smule varme? Sangstemmer har de ikke, men det gør ikke noget, for Joakim Pedersens musikalske tilrettelæggelse og den perfekte lyd bærer dem igennem.

Holdt oppe af Henrik Launbjerg, Rikke Hvidbjerg og Line Krogholm, der træder til med lækkert smygende og stensikkert afleverede popfraseringer som det kor, der hjælper til, hvor det nu er nødvendigt. De bliver noget nær aftenens stjerner. Dem er der ellers rigeligt af: Christiane Schaumburg-Müller er et pust af varm sex som den dumme veninde Stella, Linda P. er skideskæg og på rulleskøjter som evighedsstudinen Mulle med blikket monteret på Niller, mens Robert Hansen, Kuku Agami, Jimmy Colding og Xenia Lach-Nielsen tager sig af resten uden de store mellemregninger.

»Det handler om, hvordan man har det i sit køkken,« siger Niller. I det kulørte køkken i Tivoli har man det hyggeligt. Ingen får deres ludobrikker slået hjem. Men der er også tale om en aften, man aldrig vil huske.