Kommer den sommerfugl i nettet? Vil den gamle sanglærer gennemskue greven? Og får han krammet på den unge skønhed - i nogen betydninger?
Den Jyske Opera turnerer landet tyndt med Rossinis største operasucces for tiden. Man skal være lidt dum for at svinge med på tosserierne fra for to århundreder siden. Man skal være endnu dummere for ikke at gå ind og grine ad dem.
»Barberen i Sevilla« bygger på Beaumarchais’ komedie fra 1775: Grev Almaviva har set sig varm på den smukke Rosina og vil synge en serenade for hende. Men pigen skulle jo gerne tage ham for kærlighedens skyld, ikke for pengenes. Så han forklæder sig som student og stiller sig syd for Rosinas vindue.
Pigens velynder i skikkelse af gamle Bartolo gider bare ikke have den unge flanør i huset. Altså ikke før greven møder en gammel kending i form af barberen Figaro. Velkommen til manden, der kan klare alt: »Uden mig ville ingen blive gift i denne by«, som han siger. Den gamle husherre opdager selvfølgelig parterne og
Nej. En mere tåbelig handling findes ikke. De primitive typer fra gamle dages pantomimeteater møder oplysningstiden og den gryende romantik, men forbliver primitive. »Barberen i Sevilla« er operaen, hvor man synger en hel arie på ordet godaften.
Beaumarchais fik stor succes med sit stykke og skrev hurtigt toeren »Figaros bryllup«. Altså den Mozart havde sat musik til tre årtier før. Og selv om Rossinis egen tid allerede stod på wienerkongres og vågnende demokratier, var Mozarts feudale forvekslinger langt mere varierede. Mozarts værk kommer rundt om det hele menneske, Rossinis kun om lattermusklen. Så man skal helst grine hele tiden. Og man griner ret meget i Den Jyske Operas version.
Det sceniske er holdt enkelt, men effektivt. Man behøver sådan set kun et stort jomfrubur og en lille barberkasse. Plus lidt skuffer og nogle skabe, viser det sig.
Sangerne står også distancen! Rossinis roller skal hele tiden plapre og lade konsonanterne snuble over hinanden. At en tone mangler hist og her, kan ikke undgås. Det er næsten en del af gamet.
Og hvor Christopher Cowells instruktion holder sig til karikaturen, finder aktørerne selv plads til poesien. Som når greven endelig får sunget sin serenade: Han har absolut ingen reelle hensigter med den lille dame, nej. Men han går alligevel til alle hjerter ude i mørket.
To hold skifter turneen igennem og ejer begge stjerner og vandbærere. Sangerne i de store roller er mere eller mindre internationale og kan deres kram. Men læg også mærke til birollerne! For eksempel unge Annette Dahl som gammel kone - en af aftenens store overraskelser. Og danske Jakob Christian Zethner som Basilio synger og spiller til smil over hele femøren.
»Barberen i Sevilla« er pjank. Men den er også verdens mest vellykkede opera buffo, som man siger. En komisk opera af de helt rene. Rossini lader genren gennemskue sig selv, gør nar ad opera på operaens egne betingelser, præsenterer en parodi over parodien. Dét kan man altid trænge til.