Det er tradition, at New York City Ballet åbner sine gæstespil med et rent Balanchine-program. Og selvfølgelig er første værk på programmet også denne gang kompagniets fortryllende signaturværk »Serenade«, hvor 17 ballerinaer i lette, lyseblå tylsskørter i starten står med løftet arm og skærmer mod lyset, inden de hvirvles ind i natlig måneskinsstemning til Tjajkovskijs strygermusik.
Tydeligt er det allerede i »Serenade«, at New York City Ballet har været på foryngelseskur, siden kompagniet sidst gæstede København i 2008, hvor der var meget stor aldersmæssig spredning blandt danserne. Og hvor Peter Martins’ dengang 44-årige hustru Darci Kistler – den sidste i rækken af Balanchines udvalgte ballerinaer – med stor poetisk dybde dansede ballettens ledende parti.
Hun var dengang flankeret af bl.a. den unge Sara Mearns, der torsdag aften dansede hovedpartiet dynamisk og med glimrende teknik, men uden den store dybe poesi, og som helhed fik den skønne »Serenade« aldrig helt den magi, som New York City Ballet mange andre gange har givet balletten.
Den geniale sort/hvide ballet
Forrygende flot og yderst overbevisende var dansen til gengæld i den geniale sort/hvide ballet »De Fire Temperamenter« fra 1946 til Hindemiths neoklassiske musik.
Raffineret viser den supermusikalske koreografi i starten balletkunstens grundelementer med fokus på tåspidser, arme og kroppens positioner og drejninger. Og effektfuld er hele ballettens leg med det klassiske trinsprog og kontrasterne mellem bløde og skarpe linjer, som f.eks. når den knugede melankolske mand trues af kvinderne med de knivskarpe benløft.
Forunderlig er den sangvinske vals, hvor ballerinaen (Abbi Stafford) svævende løftes gennem rummet af sin partner (Ared Angel), og i den flegmatiske variation er det en udsøgt fornøjelse at se den høje, elegante danske danser Ask la Cour, der har været medlem af kompagniet siden 2002 og netop er blevet udnævnt til solodanser.
Han har smukke linjer i kroppen og fine musikalske fraseringer både i den blide, apatiske start og i de senere mere listige, muntre trin. Og i ballettens sidste koleriske variation er det et festfyrværkeri af energi, når Savannah Lowery indtager scenen inden den forrygende finale med korps og alle solister.
Excellent tåspidsteknik
Aftenen igennem fryder man sig over de kvindelige danseres excellente tåspidsteknik. Det gælder også »Symfoni i C« til Bizets musik, hvor Balanchine så sublimt forener klassisk russisk balletstil med amerikansk toptunet tempo. Her stråler dansen virkelig som en skarpsleben diamant, og her er fine solopar i alle fire satser med bl.a. en elegant Maria Kowroski i den svævende adagio.
Det er først gang nogensinde, at New York City Ballet gæstedanser i Operaen, hvor balletterne nu får al den plads, de behøver. Og torsdag aften gik Peter Martins selv på scenen og dedikerede alle gæstespillets forestillinger til mindet om afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller.
