Elisa Kragerup gør »Menneskedyret« smukt og vildt

Årets modtager af Kronprinsparrets Kulturpris, Elisa Kragerup, har iscenesat Kafka-tekster på en måde, så vi egentlig slet ikke behøver Kafka.

Menneske eller dyr? Peter Christoffersen i »Menneskedyr« på Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er som et digt af kroppe og lyde. Vist er der også ord, og de er skrevet af den internationale klassikerstjerne Franz Kafka.

Men forestillingen »Menneskedyr« i Det Kongelige Teaters Det Røde Rum er mest interessant, når skuespillerne bare er kroppe, lyde, bevægelser. Om så de vælter sig i mudder, stopper sig med pølser eller hænger i en vissen træstamme. I de øjeblikke giver de liv til den Kafka, der ikke står lige så stærkt, når forfatterens tekster er i fokus.

»Menneskedyr« er sat sammen af syv fortællinger af Franz Kafka, samlet under titlen »Menneskedyr«, fordi det er sådan, at menneskene i dem agerer – som dyr. Ikke i brutal eller urprimitiv forstand, men som eksistenser på kanten af civilisationen, ikke helt herrer over deres liv.

Der er en så spinkel grænse mellem menneskene med deres bevidsthed og refleksioner og dyrene med deres instinkter og behovstilfredsstillelse, at grænsen måske slet ikke er der?

Det er fascinerende og ubehageligt spillet på samme tid.

Sanselighed og krop

De seks skuespillere glider fra menneske over til dyr, næsten inden man når at opfatte forandringen. De bliver magiske væsener selv i de uklædelige, hvide herreunderbukser med indbygget hængerøv. Som medvirkende i en slags fabler langt fra alt, hvad der har med virkelighed og banale realiteter at gøre, og så alligevel.

For i de udvalgte tekster af Kafka er vi nok på grænsen af det menneskelige, men samtidig er linjerne til aktuelle temaer som flygtningesituationen også trukket tydeligt frem i de udvalgte ord.

Som i den gennemgående tekst om de fem venner, der holder en sjette person ude uden helt at kunne forklare hvorfor.

Den kunne være skrevet om menneskene før og nu, men lige så godt om en dyreflok. Ligesom den om hunden, der forundres over, at den har lyst til at flygte fra sit behagelige hjem. Teksterne er da interessante, men ikke rigtigt mere end det.

Der er så meget sanselighed og krop i Kragerups iscensættelse, at det næsten er, som om det støder sammen med Kafkas ret abstrakte, næsten tørre, men egentlig også ret let afkodelige tekster. Der er ikke så meget underneden i dem.

Det er Elisa Kragerups sidste iscenesættelse på Det Røde Rum under Det Kongelige Teater, og hun skal også videre og ud på de store scener med store opførelser.

Hendes talent er så indlysende, at det ikke skal puttes med i de her små tekstcollageforestillinger. Hendes kropslige, poetiske iscenesættelse af de seks skuespillere, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Lila Nobel, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen og Mikkel Arndt, der giver Kafka krop, er smuk og vild.

Måske skulle de bare selv have skabt et billeddigt uden indblanding fra Kafka?

Hvad: »Menneskedyr«.

Hvem: Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Louise W. Hassing. Scenografi: Jonas Fly. Komponist: Jeanett Albæk.

Hvor: Det Røde Rum i Skuespilhuset. Til 23. januar.