Bare rolig, Mozart- og operaelskere! Det er på mange måder en skøn og opløftende Mozart-forestilling, man nu kan se på Gamle Scene. Gå ikke glip af dén!
Men lad os lige få det negative overstået først: Denne anmelder er efterhånden lidt træt af de spartanske, nød-lærer-nøgen-kvinde-at-spinde-agtige scenografier, som Den Kgl. Opera gang på gang vælger at servere for publikum. Denne gang er det Mozarts »Don Giovanni« – eller »Don Juan«, som de kalder den på Kgs. Nytorv – det er gået ud over, for selv om scenografen Alex Eales har fået en del ud af det lidt, han har haft at gøre godt med, så er det lissom ikke nok, og måske hænger det sammen med, at forestillingen også er en turnéforestilling, der skal kunne være alle steder? Uanset hvad, så trænger vi til at blive visuelt forført, til at opleve musikteater som det øjetrylleri, som det også kan være. Hvis man ellers vil betale, hvad det koster.
Men bortset fra det, så er det altså, som antydet, en ganske fremragende iscenesættelse, chilenskfødte Aniara Amos har stået for. Hun kan virkelig instruere, her er ingen vilkårlige bevægelser, kun et stramt koreograferet, men alligevel løssluppent iscenesat hold af gode sangere. Her er en til tider næsten bizar fremstilling af 1700-tals-dekadence, en evne til at ramme essensen af Mozarts mesterlige blanding af det dæmoniske og det komiske.
Kun døden kan stoppe Don Juan
Det første, dæmonien, inkarneres af Don Juan og hans dødningehovedlignende maskering, der er et forvarsel om hans bratte og – i operaens optik – velfortjente endeligt. 1003 kvinder har han knaldet, alene i Spanien, lidt færre, men dog stadig mange, i andre lande, og kun døden kan stoppe ham. Det andet, det komiske, er her ikke mindst i form af en vidunderligt klovneagtig Leporello, Don Juans tjener, ham med leporelloen, der oplister alle hans herre og mesters tvivlsomme erotiske bedrifter. Palle Knudsen er Don Juan, farlig og fræk og dejligt syngende, Henning von Schulman lige så skøn som tjeneren, og der er tre fantastiske kvinder, klar til forførelse, forvirring og fortvivlelse: Gisela Stille som en komisk krænket Donna Anna, Sine Bundgaard som en modent sexet Donna Elvira, Tuva Semmingsen som den purunge Zerlina, åh, så lillepigetuttenuttet. De synger dejligt, de damer, og der er Florian Pock som Masetto og Peter Lodahl som Don Ottavio og ikke mindst Petri Lindroos’ gode bas i den lille, men vigtige rolle som kommandanten, der bliver dræbt af Don Juan og gøres til statue, men bliver levende igen og får den formastelige ekspederet ned i Helvede.
Og er scenografien minimalistisk på den ret ufede måde, så er kostumerne det heldigvis ikke. Kvinden bag, Signe Beckmann, arbejder med det groteske, det morbide, det bizart morsomme, og til herlighederne bidrager i højeste grad også Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen, der lever sprød, spændstig musikalsk bund til herlighederne. Det meste er således teaterfryd, helt frem til slutningen, hvor de overlevende ofre med blod på hænderne frydes over titelpersonens bortgang. Så fint, så fint.
»Hør, hør, hør Mozarts Don Juan« skrev et Søren Kierkegaard-pseudonym et sted i »Enten-Eller«. Se, se, se den også, vil vi tilføje. Scenografisk skuffende. For det meste forførende.
Hvad: Mozart: »Don Juan«.
Hvem: Iscenesat af Aniara Amos. Concerto Copenhagen, dir.: Lars Ulrik Mortensen. Med Palle Knudsen, Gisela Stille m .fl.
Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle Scene.
