Dødsdans i gravkammeret

Strindbergs ægteskabshelvede »Dødsdansen« sat på scenen som et spil om døden på Grønnegårds Teatret.

Der er ikke langt fra Strindbergs sorthumoristiske ægteskabshelvede i »Dødsdansen« til den illusionsløse absurdisme, som et halvt århundrede efter, at den svenske dramatiker skrev sit drama i 1901, satte en ny dagsorden på teatret.

Hvad er det nemlig, der foregår derude i fyrtårnet på den øde ø, hvor militærmanden Edgar lever i ægteskabeligt dødvande - for ikke at sige brakvand -med sin sølvbrud, den frustrerede skuespillerinde Alice, som opgav karrieren for den mand, hun nu er mindst lige så led og ked af, som han er af hende? Ikke ret meget.

De befinder sig i en slags evig skyttegravskrig med hadske udfald midt i kedsomhedens kortspil og klaverklimpren - en strid, som blusser ekstra op, da fætter Kurt kommer på besøg som tilskuer og statist i et spil, han ikke fatter, men som de to kombattanter kan til hudløshed.

Børnene? De er for længst flygtet til fastlandet og melder sig kun som en fjern tikken på morseapparatet. Parret er overladt til sig selv og hinanden holdt sammen af de følelser, som måske stadig er der, selv om de hårdnakket benægter det. Men de kæmper også hver især mod ensomhed og forspildte chancer, inden den død, som hele tiden banker på, når Edgar med det tilkalkede hjerte får sine absencer med Alice som ivrigt og håbefuldt heppekor.

Skønt normalt anset for at være et af de store ægteskabsdramaer er »Dødsdansen« altså mindst lige så meget et stykke om livet som et fængsel og døden som det store punktum, der sætter meningsløshed i relief. Den død, som her ligefrem manifesterer sig i skikkelse af en gammel tjenestepige, og som de begge to står og stirrer frem mod med ryggen til publikum og hans arm diskret om hendes skulder i de sidste sekunder af Alexa Thers iscenesættelse på Grønnegårds Teatret - til lejligheden rykket ind i på Stærekassens store scene.

Et tidsløst gravkammer

Den scene er nærmest en slags tidløst, abstrakt gravkammer - hvide plastikstole og kølige stålsøjler på sort baggrund. Med brudekjole og kjolesæt samt børnenes matrostøj hængt op under loftet som en pervers hilsen til ægteskabet som udvendig institution. Anslaget har det langsomt voksende crescendos karakter i den time og 40 minutter, stykket er kogt ned til. Men Alexa Thers iscenesættelse holder hele vejen fast i en distanceret, stram afvikling af dramaet, som sætter sit præg på spillet.

Henning Jensen er infam og brovtende i al sin maskuline stupiditet og forlorne jovialitet i det pragtfuldt olme fjæs. Lige ynkelig i sin barnagtige selvhævdelse som selvebestaltet hustyran som i sin ynkelige flæben.

Solbjørg Højfeldts Alice er først og fremmest præget af en altfortærende træthed, en resigneret lidende facon, der viser sig at dække over en vampyrlignende vulgaritet i rødt skørt og røde støvler, når hundjævlen åbenbarer sig og slipper temperament og frustrationer løs - med Henrik Birchs viljeløse Kurt - snart hans sammensvorne, snart hendes elsker, snart igen hans fortrolige - som kastebold.

Det hele er seværdigt, redeligt og lige ud ad landevejen, uden at det tidløst svale blik på teksten nødvendigvis gør den helt påtrængende.

Hvad: »Dødsdansen« af August Strindberg

Hvem: Oversættelse: Henning Jensen. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Birgitte Mellentin.

Hvor: Gørnnegårds Teatret, Stærekassen. Til 31. marts.