Hvem er han, den både fidele og intimiderende unge mand som i Teater Vs »Diva min« trænger ind på den fejrede operadivas hotelværelse efter aftenens triumf? Er han piccolo, som han giver sig ud for? En fan? En stalker? At han vil hende noget, står hurtigt klart, og hvad han vil hende, er ikke så overraskende, som stykket måske selv tror. »Diva min« er nemlig et temmelig konstrueret, dramatisk tanke- eksperiment, et stykke sjæledramatik, der virker underligt altmodisch med sin gestaltning af fortrængninger og sin kliché om kunstnerlivet, der suger alt levende liv ud af sine dedikerede udøvere, som til gengæld glemmer at leve og betaler den højeste pris.

Men Karen-Lise Mynster kan jo sit fag. Rollen som feteret diva udnytter flere sider af hendes uforfængelige spilletalent. Er stykket i virkeligheden én lang undskyldning for at give hendes talent den rette ramme at funkle i?Hun klarer det hele med bravur. Fra de indledende sceners nærmest lystspilagtige tone, der farves af divaens selvironiske, skånselsløse vid, rå latter og flirten med situationes erotiske muligheder i takt med at champagneboblerne ryger indenbords, til den gradvise åndelige striptease, der ikke bare efterlader hende uden paryk, teatersminke og pragtkostumet, men også klæder hende åndeligt af til skindet, rådvild og berøvet alle illusioner om sig selv. Unge Jens Frederik Sætter-Lassen har til gengæld den utaknemmelige opgave at skulle agere talende symbol og indre stemme i stykkets leg med det fortrængte – så har vi ikke røbet for meget – men ordene klinger hult i takt med, at dramatikeren Jakob Weis skruer op for en teatralsk overspændt patos i en historie om hende, der ofrede alt, men intet fik igen. En teaterøvelse, som både er for meget og for lidt, til trods for at Pelle Koppels iscensættelse ellers behændigt nok jonglerer med evigt pendulerende statusskift i den pykologiske gyserstemning.