Dionysisk ekstase

Mette Ingvartsens nye gruppeværk, »7 Pleasures«, viser nydelsens forskellige former i tankevækkende scenebilleder.

Mette Ingvartsen vil vise os, at seksualiteten er til stede overalt. Foto fra forestillingen: Marc Coudrais Fold sammen
Læs mere

Seksualitet og nøgenhed har været tilbagevendende temaer i Mette Ingvartsens forestillinger. Den 35-årige århusianske danser/koreograf, der har base i Frankrig og primært slår sine folder i udlandet, kunne sidste år opleves i Dansehallerne i sin begavede, interessante og modige soloperformance »69 positions«. Et soloværk, der satte seksualitet og nøgenhed i historisk perspektiv og var første del af cyklussen »The Red Pieces«.

Nu gæster Mette Ingvartsen Danse­hallerne med cyklussens anden del, »7 Pleasures« fra 2015, hvor hun med 12 dygtige internationale dansere, som det meste af tiden er splitternøgne, udforsker forskellige former for nydelse, men også seksualitetens sociale og politiske relationer og fusionen af det private og offentlige rum.

Meget fint er forestillingens anslag, hvor danserne klæder sig af på stolerækkerne midt blandt publikum, inden de går på scenen, der er indrettet som en dagligstue. Lige som i »69 positions« formår Ingvartsen i »7 Pleasures« at præsentere den nøgne menneskekrop med stor naturlighed, så intet i forestillingen bliver klichépræget eller vulgært. Heller ikke når hun med en lang og flot opbygning med trommerytmer og orgastisk rystende kropsbevægelser hos de 12 dansere får scenerummet til at eksplodere som en kollektiv dionysisk ekstase.

Fantastisk flair for koreografi

Mette Ingvartsen har i det hele taget fantastisk flair for at koreografere hele rummet. Hun kan gøre kroppe til interiør og forvandle objekter til dansende organismer. Og effektfuldt kan hun transformere de 12 individuelle kroppe til én stor bevægelig kropsorganisme, der ligesom en væske flyder langsomt hen over scenegulvet.

Vi ser nydelsen som sanselige, sensuelle møder hud mod hud og mere absurd som mødet mellem krop og møbler. Men vi ser også nydelsen folde sig ud som sadistiske magtspil, og her er flere gange religiøse associationer, bl.a. når nogle dansere indtager en sofa i ikonisk bedestilling på knæ med bagdelen vendt mod publikum. For Mette Ingvartsen vil vise os, at seksualiteten er til stede overalt.

Tydeligvis har hun i nogle scenebilleder, ligesom i »69 positions«, hentet inspiration fra legendariske performanceværker af amerikanske Carolee Schneemann.

»7 Pleasures« er dog som helhed ikke lige så stramt i formen og interessant indholdsmæssigt som »69 positions« med Ingvartsen selv i en solo på scenen. Men det 90 minutter lange gruppeværk er fuldt af tankevækkende billeder.

 

Hvad: »7 Pleasures«.

Hvem: Koncept og koreografi: Mette Ingvartsen. Dramaturgi: Bojana Cvejic. Musik: Peter Lenaerts og Will Guthrie.

Hvor: Dansehallerne, sidste dag 5. marts.