Thomas Bernhard blev spillet herhjemme for cirka tyve år siden, hvor hans kompromisløse prosa, præget af kulturpessimistisk absurdisme, et besk forhold til både livet og kunsten, gik den intellektuelle teaterscene rundt. Hvordan virker han i dag, hvor Betty Nansen Teatret giver ham en tur til i manegen med »Kirsten, Ghita, Stig«? - som ved originalopførelsen i 1986 blev opkaldt efter skuespillerne.
Lad os lige sætte scenen først: To rivaliserende skuespillerindesøstre forbereder deres brors tilbagevenden i det forskansede, højborgerlige barndomshjem, hvor tiden er gået i stå - den fortabte søn slippes ud af sindssygehospitalet. Den ene, moderlige søster har viet sit liv på at forsøge at få ham tilbage i familiens fold, mens den anden er langt mere skeptisk. Hele første afdeling er én lang, mundhuggende optakt. Og da brormand så endelig ankommer, filosof udi egen indbildning med citater fra kollegaen Ludvig Wittgenstein i munden, står det klart, at han slet ikke har tænkt sig at tage permanent ophold i den størknede omfavnelse.
Udadvendt stjernespil
Peter Langdal betoner komedien - for ikke at sige farcen - så langt, som det overhovedet lader sig gøre. Sådan kan man naturligvis godt spille teksten, men er det den eneste - den bedste - løsning? Taber man ikke mere, end man vinder? Meningsløsheden indtræffer. Og det er vel ikke kun meningen? Er det hele kun for sjov?
Over stok og sten går det - uden plads til noget synderligt eksistentielt pusterum om teksten. Godt nok er Bernhard kendt for sine sætninger, der bare bliver ved og ved, hans personer taler for at mærke, at de er i live midt i de nedslidte mønstre. Men på Betty Nansen Teatret, hvor det underholdende og dygtige, men ejendommeligt udadvendte stjernespil dominerer, er det ikke helt nemt at få øje på, hvor mange lag og muligheder, der egentlig er i teksten.
Ghita Nørby har drastisk-vittige udfald som den evigt borddækkende, eskapistiske søster, forfjamsket pludrende, mens Kirsten Lehfeldt som lillesøsteren i infantil lillepigekjole spyr rå kommentarer fra bag sin avis - for siden at slå over i seksuel føjelighed, når først brormand, hvis sygdom i virkeligheden gør ham til tyran, indfinder sig som en hvirvelvind. Den bror har Stig Hoffmeyer meget for - vanviddet i øjnene, den frenetiske energi. Men den fundamentale livslede, der har ramt disse mennesker, den fordamper. Forestillingen er som Karin Trille Høys ellers flot udførte spisestue: Sjov, men også skævvredet.
