Den er længe om at gøre det, men når først Det Ny Teaters »Anything Goes« slår til som musicalekstravaganza, så gør den for fulde sejl, selv om vi strengt taget befinder os på en atlanterhavsdamper. Så sætter den ind med den altbesejrende energi, der river kroppe med sig i salig musikalsk fryd. Så beviser den sin ret og sit værd som udestilleret livseliksir. Det sker første gang lige inden pausen, når letmatroser af begge køn kaster sig ud i den forrygende, steppende titelmelodi, taktfast danseglæde, som bare bliver ved og ved. Med stjernen Silas Holst oplagt kastet ind i forreste række, hvor hans rollefigur egentlig ikke har noget at gøre i følge forlægget. Vild med Silas!
Et højdepunkt, som toppes i anden afdeling, hvor musicalen efterhånden har opgivet den bevidst fjollede farceintrige, der er den skrøbelige undskyldning for det hele. Anført af Camille-Cathrine Rommedahl blæser et sexet snurrende og benhårdt disciplineret ensemble hul i taget med den hidsende gospelinspirerede »Blæs, Gabriel, blæs«, så bifaldet truer med at sætte forestillingen helt i stå.
Og så er vi allerede inde på Camille-Cathrine Rommedahl i rollen som den kontante, kvikke natklubsangerinde cum nyfrelst evangelist, som deltager livligt i forvirringerne og forviklingerne ombord. Det er muligt, at stemmen ikke helt har den triumferende basunkraft, som partiet vel rettelig kræver. Til gengæld har hun så meget andet: Hun er vulgær og elegant. Cool og brandvarm. Drastisk og raffineret ironisk. Henkastet og poleret. Og hun ser forrygende ud i de overdådigt luksuøse kostumer. Et drønflot cigaretrør med oomph og sexappeal nok til resten af sæsonen. I det hele taget er besætningen ombord noget nær perfekt. Sympatiske Silas Holst beviser igen, hvor dygtig en skuespiller, han er blevet i al den muntre løb på stedet, der er farcens vilkår. Han er forestillingens motor. Til gengæld er charmetrolden Preben Kristensens meget lidt farlige gangsterboss forklædt som præst dens hjerte. Hans afslappede parathed er guld værd for en forestilling som denne.
Men de personlige succeser står nærmest i kø, for Carsten Svendsen er ikke til at stå for som britisk overklassefjog. Et karakterkomisk pletskud, når den stive overlæbe forvandles til stiv alt muligt andet. Rikke Hvidbjerg sætter trumf på sin sexet-sjove solo som dum brintbombe. Sådan skal den synges! Og Kristine Marie Brendstrup er en sød ingenue med rødhåret temperament, mens Marianne Høgsbro og Steen Springborg bidrager stilsikkert til løjerne.
Men vi må ikke glemme Cole Porters udødelige melodier. Oversættelserne af sangteksterne er nu mere kold porter fra Vesterbro end en champagnecocktail fra Manhattan. Men hvordan overhovedet oversætte Porters vid til nutidsdansk? Og der må flere steder godt synges med lidt mere volumen, tak. Thomas Bendixens vittige og velsmurte iscenesættelse kan godt blive en lille bitte smule hurtigere på den store scene. Endelig har scenografen Paul Farnsworth begået en smuk og ødsel art deco-scenografi med det hele. Det kan ikke gøres lækrere. Det er et musicaludstyr i international snit. I det hele taget bliver »Anything Goes« en krydssejlads på første klasse. En stor, ekskapistisk, god gammeldags fornøjelse. Ikke til at stå for i sin totale nyttesløshed. Hvad ville Cole Porter have sunget? Det’ forførende, det’ fortryllende, det for dejligt.
Anything Goes. Musik og sangtekster: Cole Porter. Iscenesættelse: Oversættelse: Jesper Malmose (dialog) og Karen Hoffmann (sangtekster). Thomas Bendixen. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreografi: Bill Deamer. Musikalsk ledelse: Per Engström. Det Ny Teater til 18. december.
