Det Kongelige revses for »forfærdelig« hjemmeside

Det Kongelige Teaters nye hjemmeside får kritik fra utilfredse brugere, der kalder den uoverskuelig og uinspirerende. »Vi mangler stadig rigtig meget indhold, vi er slet ikke i mål endnu,« siger kommunikationschef.

Screendump fra Det Kongelige Teaters nye hjemmeside. Fold sammen
Læs mere

»Hej kgl-teater. Jeg elsker jer. Men jeg hader jeres nye hjemmeside.«

Sådan lyder blot en enkelt af adskillige sure kommentarer på Det Kongelige Teaters facebookside, efter at teatret i begyndelsen af august lancerede sin nye hjemmeside.

Uoverskuelig og uinspirerende, en ren bookingside, der på ingen måde giver lyst til at komme i teatret, lyder nogle af kritikpunkterne.

Svær at finde finde rundt, søgefunktionerne står hulter til bulter, umuligt at danne sig et overblik over, hvilke forestillinger der er på plakaten, lyder andre.

Eller som en facebookopdatering slet og ret lyder:

»Kære Det kongelige teater, Det er den mest forfærdelige hjemmeside I har fået, den gamle var så god og meget nem at finde rundt på, den nye er ingen af delene. Håber det kun er en midlertidig løsning, den virker som om den stadig er under opbygning?«

Og ja, den nye hjemmeside var hverken helt eller delvist færdig, da den blev taget i brug 7. august, bekræfter kommunikationschef Magnus Restofte.

»Vi har samlet tre systemer, vores billetsystem, vores planlægningssystem og vores hjemmeside i ét, en øvelse, jeg ikke tror, noget teater i verden er lykkedes med tidligere, og samtidig havde vi sat en meget ambitiøs, fixed deadline i forbindelse med sæsonstarten 7. august. Og vi har været nødt til at erkende, at for at overholde den deadline, måtte vi måtte nøjes med at lancere hjemmesidens fase 1 ud af måske seks faser i alt,« forklarer han.

»Vi er slet ikke i mål endnu, i øjeblikket knokler vi med at få de værste børnesygdomme kureret, så vi som minimum har et meget funktionelt site.«

Formålet med den nye hjemmeside er dels af opnå et mere ensartet indtryk, som gør det lettere for folk at navigere rundt i de flere end 1.000 arrangementer, dels at give mere plads til formidling af kunsten, mere indhold om de enkelte forestillinger og mere brugergenereret indhold.

»Vi vil gerne i højere grad integrere de sociale medier på hjemmesiden, så den kan blive et sted, hvor vi samler op på dialogen med vores publikum om kunsten og kulturen, og hvad Det Kongelige Teater skal være i fremtiden,« siger Magnus Restofte, men erkender, at alt det kan være lidt svært at få øje på endnu.

»Vi mangler stadig rigtig meget indhold på sitet og at få det ordentligt præsenteret på siderne. Men forhåbentlig falder mange af de ting på plads i løbet af de næste måneder, og det håber jeg, at vores brugere vil kunne mærke,« siger han.

Men havde det ikke været smartere at vente med at lancere hjemmesiden, til den var i hvert  fald nogenlunde færdig?

»Der ligger mange måneders arbejde i at lancere en hemmeside, og når først man er i gang, er det svært at sadle om,« siger Magnus Restofte.

»Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have gået med livrem og seler og være fortsat med det gamle site, så vi kunne vente med at lancere det nye til 1. januar. Men det var ikke den virkelighed, vi stod i.«

Magnus Restofte ved endnu ikke, om problemerne med hjemmesiden har fået konsekvenser for forsalget til den nye sæson.

»Vi har ikke tallene endnu, men umiddelbart ser det ikke ud til, at konverteringsgraden, altså andelen af besøg på hjemmesiden, der resulterer i et køb, har ændret sig i forhold til sidste år,« siger han.

»Der er altså ikke flere, der har forladt hjemmesiden uden at købe noget, end der plejer at være. Vi har også fået forholdsvis få klager sammenlignet med, hvor mange besøgende der har været - langt under én procent af alle unikke besøgende har klaget eller være negative.«

Læs også anmeldelse af den nye hjemmeside: »Man tror, det er et kunstmuseum«