Vi sidder foran den runde scene i Odd Fellow Palæets have. Her holder Grønnegårds Teatret midlertidigt til. Her kan der – som i Shakespeares The Globe – sidde publikum hele vejen rundt, når »De lystige koner i Windsor« fra i aften indtager de lyse sommeraftener, der passer så godt til Shakespeares tekst.
»Shakespeare er skrevet til åben himmel,« siger instruktør Christoffer Berdal. »Der sker noget, når du laver det herinde. Du kan mærke, at der er nogle ord, der bare kommer ud på en helt anden måde.«
»Der er noget helt særligt ved at sværge til himlen, når man står lige under den,« nikker Camilla Bendix. I anledning af Berlingskes besøg er det hende og Joen Bille, der repræsenterer stykkets skuespillerstab.
Scenen står midt i haven, midt i publikum, der har direkte adgang til skuespillet, ligesom skuespillerne kan se publikum. »De her rammer er helt fantastiske til at minde os om, at det, vi laver, handler om publikum og opstår i mødet med publikum,« siger Christoffer Berdal. »Teatrets force er jo at lade dig dele et »lige nu« med andre. Den vejrtrækning, der er hos publikum, går jo ind og påvirker det, der er på scenen, og det er en meget eksklusiv oplevelse.«
Læs også: Vi elsker Bodil Jørgensen
I Grønnegårds Teatrets nyopsætning af »De lystige koner i Windsor« kommer den afdankede ridder John Falstaff, en karakter der, efter sigende på dronning Elizabeth Is opfordring, blev hentet ud af Shakespeares »Henry IV« og givet sit eget stykke, til byen Windsor. Her udser han sig to gifte kvinder, som han planlægger at forføre for at få fat i deres mænds penge. Hvad han ikke ved, er, at de to kvinder er veninder og lægger en plan, der går ud på at hænge den indbildske kavaler godt og grundigt til tørre. Det er et stykke med rige muligheder for at diskutere rollerne kvinder og mænd imellem – dengang som nu – hvilket understreges af, at Christoffer Berdal har valgt undervejs at lade nogle af mændene spille kvinder og kvinderne spille mænd. Et moderne ekko af Shakespeares tid, hvor mænd spillede samtlige roller. Selv Julie på balkonen.
»Det er første gang, jeg spiller en egentlig kvinderolle,« siger Joen Bille, der blandt andre spiller den intrigante Madam Rap, »og jeg forstod pludselig, hvorfor Bertolt Brecht i prøveforløbet byttede om på kønnene for at se, hvordan rollerne kunne tilbyde andre nuancer. Man opdager, at det giver noget andet til rollen, noget, der vækker publikum, ligesom det vækker os.«
»Midt i alt det hurlumhej, der også er i stykket, ligger der en ret moderne kønsdiskussion,« siger Christoffer Berdal. »Når du skifter køn, kan du pludselig tillade dig at sige noget mere bastant om, at sådan er mænd eller sådan er kvinder. Havde det været dit eget køn, skulle det have været ciseleret på en helt anden måde, og så er det ikke sikkert, at de problematikker, der er i stykket, ville have været så tydelige. Stykket viser meget tydeligt, hvordan vi går og behandler hinanden og forholder os – eller ikke forholder os – til hinanden. Det er da interessant, at vi kan stå med en tekst der, 400 år efter, at den er skrevet, stadig peger på det.« »Men vi udleverer ikke nogen – vi kæmper for dem,« understreger Joen Bille. »Og så begynder eftertanken måske; »hvordan er det i grunden, det er?« eller »hvordan er det, at DE er?««
Rav i gaden
Ud over kønsdiskussionen, der også inkluderer det evige spørgsmål om, hvorfor kvinder med alderen bliver usynlige i det offentlige rum, rummer stykket også en undersøgelse af menneskets iboende behov for at skabe rav i gaden.
»Vi møder en række mennesker, som faktisk er ret privilegerede. De keder sig bare og får i virkeligheden meget lidt ud af de ressourcer og muligheder, de har. Derfor bliver det pludselig sjovere at mobbe den franske doktor, der er flyttet til byen,« siger Christoffer Berdal.
»Det er, som om sand næstekærlighed på en måde er røget ud på et sidespor. Alt handler om ’what’s in it for me?’, og der er noget ved den tilværelsens ulidelige lethed, som de mennesker i stykket lever i, som desværre godt kan minde om os selv i dag, hvor vi måske heller ikke får specielt meget ud af alle de ressourcer, vi egentlig har.«
Derfor opfinder vi intriger og kriser, hvor der ingen er, siger han.
»Alt eksisterer jo i sin modsætning. Man skal ikke underkende behovet for krise hos det enkelte menneske.«
Joen Bille nikker: »Hvis man ikke oplever noget forfærdeligt, sådan noget som krig, så er det jo de små ting, mennesker kommer gennem livet på; kærlighedsintriger og sådan noget. Det er en måde at få livet til at gå på og give livet det krydderi, det skal have for at fungere.«
»Det er, fordi vi er holdt op med at læse bøger. Vi kan bare sætte os ned og læse en bog,« kommenterer Camilla Bendix tørt.
»Ja,« nikker Christoffer Berdal. »Man skal måske bare som menneske bringe sig i nogle situationer, hvor man ser sig selv proportionelt i forhold til noget andet, så fokus ikke kun er på dig selv. For det er jo i virkeligheden det, der er vores store fede forbandelse herhjemme: At kikkerten hele tiden er vendt mod os selv.«
Netop det er, ifølge Joen Bille, det kunsten kan. Uanset om det er litteratur, teater, musik eller andre udtryksformer.
»I momenter, i bedste fald i et stykke tid, kan kunsten hæve os op over os selv, så vi pludselig kan se os selv og komme til at tænke; ’hold da op, hvor får vi dog livet til at gå med mange latterlige, men også sjove ting. Og hvor er vi i grunden henrivende og uskyldige midt i vores vanvid.«
En uheldig helt
De tre er enige om, at få udtrykker det henrivende vanvid, det er at være menneske, bedre end netop William Shakespeare, der skrev i renæssancen, hvor individet i moderne forstand kun så småt var begyndt at blive til.
»Han er med til at beskrive og undersøge hele den første rejse, hvor individet indtager sin egen plads og faktisk bliver et individ og ikke bare en del af en stand eller en klasse. Den rejse ind i, hvad det vil sige at være menneske, beskriver han med nogle meget centrale eksistentielle temaer, som gør, at det stadig giver fuld mening at beskæftige sig med ham. »Falstaff bliver flere gange beskrevet som en helt, men hvad er det for en helt, Shakespeare beskriver? Det er en helt, der dummer sig og er uheldig og latterlig,« siger Joen Bille.
»Men han er menneskelig. Han er vidunderlig. Han er fantasifuld. Han er vanvittig. Han har ikke skabt en helt, der bare står ret. Han har skabt et menneske, og det er det, der er fantastisk. Man elsker hans vanvid, hans fejltagelser og hans pengegriskhed. Alt mislykkes for ham, og alligevel er han helten. Det er fantastisk rørende.«
Shakespeares præcise menneskesyn suppleres af et sprog, der tør være på én gang storladent, skarpt og – frem for alt –nuanceret.
»Når du går i gang med en rolle, så mærker du med det samme, om det er skrevet af en stor digter. Du mærker den rigdom, der ligger bag,« siger Joen Bille. »Selv i denne her lette komedie, som nærmest er farceagtig, mærker jeg et stort og farverigt nuanceret menneskesyn med mange lag. Og det er kun en stor digter, der kan skrive det. En rigtig digter. Han åbner en verden med stor humor, kærlighed og indsigt, som man kan gå ind i.«
»Ordene er sat sammen på den skønneste måde,« medgiver Camilla Bendix, »det hele bliver sagt på en måde, så man hele tiden får indre billeder.«
»På et tidspunkt hvor Falstaff går i skoven og møder en buk, lader Shakespeare ham sige: »Åh, du er min hind. Lad det regne med østers«. Det er en meget stor digter, der kan skrive et så voldsomt billede,« nikker Christoffer Berdal, der også beundrer Shakespeare for, at han aldrig satte sig over dem, han skrev til. Om det så var pøbelen på gulvet, borgerskabet i midten eller den fine adel. Som regel alle tre på samme tid.
»I hans tekster er der også de tre spor. Der er noget sjov, en form for politiseren og noget dyb poesi.
Kontakt med publikum
Det er ret fantastisk, at han på den måde kan være så meget i kontakt med sit publikum, at de tre spor fletter sig elegant ud og ind af hinanden.«
»De historier, Shakespeare fortæller om os mennesker, kan spilles til alle tider, fordi vi mennesker ikke har forandret os genetisk fra vores udgangspunkt. Vi har ikke flyttet os,« siger Joen Bille.
»Hvorfor bliver en klassiker en klassiker? Jo, fordi den store digter skriver en historie ti gange bedre end andre – det er det, der definerer en klassiker. Derfor kan man blive ved med at spille den.«
Hvad: »De lystige koner i Windsor«. Instruktør: Christoffer Berdal. Medvirkende: Joen Bille, Camilla Bendix, Troels Lyby, Steen Stig Lommer, Helle Dolleris m.fl. Hvornår: Spiller 27.6. - 23.8., tirsdag – lørdag kl. 19.30 (haven er åben for picnic fra 17.30) Hvor: Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 28, Kbh K. www.grønnegård.dk
