Det er synd for menneskene

Strindbergs »Faderen« som afdæmpet men stivbenet sørgespil på Teatret ved Sorte Hest.

Peter Gantzler og Charlotte Fich kæmper kønnenes kamp i Strindbergs »Faderen«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens Strindberg fremhvæser hele sit kvindesyn gennem P.O. Enquists filter i Betty Nansen Teatrets »Tribadernes nat«, kan man samtidig på Teatret ved Sorte Hest opleve den rene vare: Dramaet »Faderen«, der er hans store, rasende opgør med kvindekønnet: »Kærligheden mellem kønnene er en kamp«, som det hedder i stykket.

Det er den arketypiske strid, ritmesteren (Peter Gantzler) ender med at tabe, når hustruen Laura (Charlotte Fich) spiller beskidt spil og uden skyggen af samvittighed udnytter hans hidsige temperament og labile følsomhed til at lade ham blive i tvivl om sin egen mentale sundhedstilstand og sender ham lige lukt mod spændetrøje og umyndiggørelse. Et stykke der med sin megen snak om faderskab og fortidig kvindeundertrykkelse måske nok er bedaget, men hvor mange af Strindbergs forudsigelser i den moderne kønsproblematik er ude at gå - kvindens ligestilling som en mulig trussel mod manden, fordi den overflødiggør ham. Ægteskabet, der trues ude- og indefra af slitage. Børnene der bliver ofre for forældrenes kærlighedshad.

Det sidste tager versionen på Teatret ved Sorte Hest udgangspunkt i, når datteren Bertha i et flash forward indleder det hele med at sidde ensom tilbage og knuge faderens uniformsfrakke - uden at hun ellers får lov til at spille en større rolle for iscenesættelsen, der prøver sig frem med afdæmpet teaterrealisme.

Peter Gantzler har den maskuline brutalitet, men mangler nuancer på vej mod resignationen. Det er i ritmesteren, dramaet udspiller sig, men interessen samler sig om Charlotte Fichs detaljespil som den forgræmmede Laura med de vagtsomme øjne. I det hele taget er der noget undertrykt, lavloftet og stivbenet over iscenesættelsen, der måske nok tager Strindbergs egen betegnelse »et sørgespil« alvorligt og søger at dele sol og vind lige, men bliver for elegisk i forhold til at få kønskampen helt op at flyve.