»En pige med pep«.
Det var titlen på en af Marguerite Vibys populære film fra 1940. Og det er titlen på Ina-Miriam Rosenbaums intime revy på Revymuseet. Egentlig ligner Rosenbaum ikke Viby, skønt de har størrelsen til fælles. Til gengæld deler de så meget andet: Evnen til at lægge følelser i en sang og opnå direkte kontakt med publikum, for eksempel. Og så naturligvis humøret.
Begge er de kvikke, sprængfyldt med smittende overskud og gå-på-mod. Rafinerede, men samtidig pigeligt indtagende. Gæve og flirtende. Vittige og musikalske.
Og når Rosenbaum taler, er det velsagtens det tætteste, vi kommer på at genopleve dansk film, teater og revys store stjerne gennem et halvt århundrede i levende live.
Så akkurat har Ina-Miriam Rosenbaum naglet forlæggets rappe diktion med de drastiske betoninger, alle »ikke sandterne« og de mange »ih« og »åh« og »nåh«. Hun skifter lynsnart mellem at være sig selv - Rosenbaum, der har elsket Viby, så længe hun kan mindes - og så illudere som stjernen selv, der pludselig blander sig i samtalen.
Tilgivende konstatering
Manuskriptforfatteren Jesper Malmose har tidligere forenet biografi og musik med det store, nostalgiske show i Tivolis vellykkede forestilling om sangerinden Grethe Ingmann i forestillingen »Et solstrejf i en vandpyt«.
På sine egne, mere fordringsløse, betingelser er denne lille musikalske kabaret om en anden elsket kunstner med et solidt bagkatalog lige så vellykket i sin kalejdoskopiske jongleren med små, biografiske monologer og sketches.
Til de sidste hører et helt lille vittigt-erotisk lystspil, der lader den mandeglade, konfuse Viby få besøg af den ene elsker efter den anden. Samtidig. Mens den forsømte datter Susse hænger i røret.
At arbejdsnarkomanen Viby stort set ignorerede sin datters barndom, gik flittigt på natklub og havde et storforbrug af mænd konstateres med tilgivelse, samtidig med at forestillingen også antyder letsindighedens pris.
Og så er forestillingen naturligvis en solid undskyldning for at præsentere de mange sange. De skønne melodier og de enkle, men elegant turnerede tekster. Fra de humørfyldte »Titte til hinanden« og »Den dag, da Dorte drak dus« over Chaplin-sangen »Med stok og med hat og med skæg«, givet med underspillet ironi. Til »Vores vej« og »Her er der en lille pige« sunget med inderlig længsel. Smukt. Og så må vi ikke glemme klassikeren »Før vi fik bil« og den overgivne revymonolog »Jazzballet«, som Rosenbaum giver sine egne herlige accenter uden at svigte forlægget. Alt sammen med Henrik »Baloo« Andersen som en dejlig hyggepianist med streg under hygge.
Jo, det er sjovt at være til, som Marguerite sang i Apollo Revyen i 1931. Det er også sjovt at være til Marguerite Viby-kabaret med Ina-Miriam Rosenbaum. Man sku' aldrig være andet.
