Der skal to til en tango

»María de Buenos Aires« på Københavns Musikteater er smagfuld i de få sange, endnu mere mageløs i musikken, dramatisk som døden selv i alle dansene. Men også mærkeligt mislykket nogle steder.

»María de Buenos Aires« på Københavns Musikteater i Kronprinsensgade. Andrea Pellegrini har den bærende rolle som glædespigen med den sørgelige skæbne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maria er gadepige i den argentinske hovedstad, en lidt for følsom sjæl til de trælsomme timer på langs, et offer for andres underliv og verdens dårskab i almindelighed.

Da argentinske Astor Piazzolla gjorde hende til hovedperson i sin »María de Buenos Aires« fra 1968, pløjede han nyt land for luderen og hendes lidelser.

For han blev far til tangoen i dens moderne form, tango nuevo. Han gjorde kontinentets tætteste pardans til stueren finkultur. Selv de mest klassiske orkestre kunne pludselig give tango som ekstranummer.

Kan den også bære halvanden times teater? Copenhagen Opera Festival gør forsøget og har meldt fuldt hus til samtlige aftner.

Og hvis man ser på musikken, dansene og sangen for sig, er svaret ja.

Musikken klarer sig kongeligt

Musikken i form af en kvintet med accordeonvirtuosen Bjarke Mogensen i spidsen. Både han og den kreative Tania Zapolski ved flyglet og kollegerne på violin, guitar og bas klarer sig kongeligt. De gør god musik bedre, finder nye melodier hér, trækker nye tråde dér.

Dansen i form af to gange to genier på et gulv. Velkommen til tusind trin på tåspidserne og til herlige indbrud af humor. Som når de to machoer får hvirvlet sig sammen til par og pludselig må kappes om føringen.

Og sangen? Victor Diaz i de mandlige roller virker måske ikke så vant med et kræsent publikum. Og prisen for den elektriske forstærkning hedder stadig intimitet.

Men selveste Andrea Pellegrini som Maria redder meget. Også selv om arrangørerne har klippet hårdt i Piazzollas partitur og gør pigens pludselige død til et postulat.

Pellegrini ejer en professionalisme af de enestående. Hun tager rollen helt på sig, bliver virkelig Maria med krop og sjæl. Bare en tomme mindre af det tjekkede - og forestillingen var faldet til jorden.

For resten af »María de Buenos Aires« i det hyggelige hus på Kronprinsensgade fungerer kun halvt.

Scenografien på den runde scene virker tynd til det fraværende. Og man har overladt den vigtige ramme på dansk til Al Agami.

Den herboende afrikaner er ellers en spændende skikkelse. Rapper, skuespiller og endda ægte kongesøn. Man fatter bare ikke hans introduktioner.

Og det er ikke hans egen skyld. Rapperen kæmper med oversættelsens alt for indviklede grammatik. Han kæmper med sætninger, han aldrig ville finde på selv, og som derfor ligger som mudder i hans mund. Hvorfor har man ikke bedt ham lede efter sine egne ord? Eller simpelthen ladet ham rappe?

»María de Buenos Aires« på Københavns Musikteater ligger lysår fra den frodige version på Takkelloftet for et halvt årti siden. Virkningen kommer ikke desto mindre tæt på. Hør den for musikkens skyld. Se den for dansens skyld.