Det er de store ord, de har fat i.
»Grænser, grænseløshed, gruppepres, hemmeligheder, at finde sig selv, at blive voksen, være ung, kærlighed og venskab.«
27-årige Julie R. Ølgaard og 24-årige Laura Christensen fortæller om den nye forestilling CORE, som fra i morgen og fjorten dage frem spiller på den nye scene Lille Gasværet i Gasværkets foyer. De sidder i et mødelokale, lidt trætte efter en lang dag med prøver. Laura Christensen halvt forsvundet ind en stor rød-hvid poncho, Julie Ølgaard med blonde krøller og en latter, der næsten er for stor til hendes krop. Udenfor er himlen efterårsblå og S-togene duver forbi.
Laura Christensen kigger op.
»Det er vist bare det, den handler om,« siger hun og smiler skævt.
For det er de store, store ting, om at være ung og blive voksen, om at finde sig selv og om at finde tilbage til sig selv, når man har været alt for langt ude. Og så er det historien om en nat i København, hvor Mathilde, der har været ude at rejse, vil fejre sin hjemkomst med veninden Caroline. Men hvad Mathilde ikke ved, er, at Caroline har inviteret hendes ekskæreste og en ven på besøg. Og derfra går aftenen langsomt ... galt.
»Vi havde længe talt om, at vi ville lave noget om vores generation. Om det, vi oplever. Grænseløsheden og friheden, som jo egentlig er noget godt, men som også kan blive svært. Hvis man er sin egen lykkes smed, hvis man kan opnå alting, er man jo også ansvarlig og den eneste, man kan bebrejde, hvis det går galt,« siger Laura Christensen.
Julie Ølgaard nikker:
»Og har man ingen grænser, skal man hele tiden overgå hinanden. Man glemmer sig selv, fordi man bare vil accepteres af de andre. Det bliver vildere og vildere, og man glemmer måske at tænke »hvem er jeg, og hvad vil jeg«. Det almindelige er blevet kedeligt,« siger hun.
»Det er tydeligt med vores generation.«
Laura Christensen fortsætter: »Den der brug-og-smid-væk-tendens. Det gælder ikke bare ting, men det gælder også mennesker. Det synes jeg, man ser hele tiden. Og det er forfærdeligt. Det er mig mig mig mig mig mig mig.«
Hvor ser I det?
»Det er jo små ting, som på gaden, hvor folk ikke vil træde til side for hinanden. Det er utroskab, som nærmest ikke er noget, der er mærkeligt mere, det sker bare. Der er ikke så meget solidaritet, det er et egosamfund, vi lever i,« siger Laura Christensen.
»Og det bliver værre og værre, synes vi. Det var vores udgangspunkt. Hvornår stopper det her? Det må det jo gøre. Når man ser tilbage, er der altid vendepunkter, og der må snart komme et,« siger Julie Ølgaard
Men er det ikke den sædvanlige klagesang over ungdommen, der er helt gal på den? Har man ikke altid sagt det om de yngre generationer?
De griner.
»Det er jo ikke, fordi vi vil sidde med en løftet pegefinger, slet ikke. Vi vil bare gerne vise, hvordan det er lige nu. Er det okay, at 14-årige går over til ældre fyre i byen og siger, at hvis de går hjem sammen, tager hun den i røven? Er det normalt? Skal det være det? Der må være en tid til at være barn, til at være ung og til at være voksen. Og jeg synes ikke, at man behøver at tage den bagi og have trekanter og tage en bane coke indimellem, når man er 14. Hvis man har lyst til det, kan man gøre det senere,« siger Julie Ølgaard.
Laura Christensen nikker:
»Jamen det er jo skræmmende, at det er så normalt med stoffer. At coke nærmest er kedeligt, og at folk må prøve hårdere ting. Det kan da ikke være rigtigt, at det er helt normalt at være til fester, hvor folk piller et spejl ned fra væggen og bare liner baner op,« siger hun.
»Og vi taler altså ikke om socialt udstødte og den slags. Vi taler om helt almindelige middelklasseunge, der tager stoffer som en selvfølge og er så sexuelt udfarende, at det måske er for meget.«
Julie Ølgaard nikker:
»Det er både vores generation og især den efter os. Jeg hører jo historierne fra mine drengevenner. Det er dem, pigerne kommer over til, når de er i byen. Det kan ikke blive ved. Det MÅ vende på et tidspunkt, så det bliver smart at være lidt mere dydig igen,« siger hun.
»Lige nu er det som om det ikke kan blive crazy og vildt nok. Kan man ikke andet, kan man altid overskride sine egne grænser,« siger hun og Laura Christensen fortsætter:
»Selvfølgelig skal unge frigøre sig fra deres forældre. Det er jo det, det går ud på. Men der skal være grænser, så der er noget at frigøre sig fra. Og når der er grænser, føler man sig også elsket og accepteret. Grænseløsheden er det værste,« siger hun.
»Så har man ingenting at reagere imod og bliver ekstrem.«
Hvad har I selv gjort som unge for at frigøre jer?
De kigger på hinanden. På vagt, virker det, overfor spørgsmålet, der kan ende i overskrifter. Griner lidt trætte.
»Jamen altså, vi har ikke været så vilde og har aldrig dyrket det med stofferne. Vi har altid haft en base, hvor vi følte os elskede,« siger Laura Christensen. Hun kigger på Julie Ølgaard:
»Nu taler jeg lige for os begge to, ikke? Men selvfølgelig har vi da lavet sådan noget med at sige, at man sov hos en veninde, og så tog man i byen. Eller sov hos en anden ...«
De griner.
»Jeg har altid haft ret frie rammer,« siger Julie Ølgaard:
»Men jeg har også vidst, at når mine forældre så sagde, at jeg skulle være hjemme til en bestemt tid, så var det sådan, det var. Som ung var man selvfølgelig rasende og syntes, de var latterlige, men det var jo godt, at der var nogen, der satte grænser.«
Den grænseløshed, som de oplever brede sig i deres egen generation, laver de teater om. På en ny scene i Gasværkets foyer.
»Vi tænkte, det kunne være et godt rum, og så spurgte vi Jon (Stephensen, direktør på Gasværket,red.), og han sagde »kom ud og snak med mig«, og til mødet var det nærmest sådan »det gør vi, vi kører«. Her er ikke langt fra ord til handling.« siger Julie Ølgaard:
»Det er fantastisk. Det giver os nogle andre muligheder at der er et helt andet setup omkring os i forhold til de forestillinger, vi har lavet i teater N.I.P.S. Der plejer vi jo at lave alting selv og stå den sidste nat og male en pink væg rød, fordi en maler har snydt os, og sætte en telefon op med noget tape og ikke have andet end en dør og et vindue. Nu er det sådan lidt ’det kunne være fedt at få en trappe’, og så siger de ’okay, I får en trappe og en balkon, ellers andet?’« siger de og griner.
»Det er så tjekket. Vi er meget glade for, at vi kan spille her.«
De er også lidt stolte. Stolte af at være med til at åbne en ny scene i et københavnsk teaterlandskab, hvor scenerne ellers lukker. For de elsker teatret, og de vil gerne hive deres egen generation ind i det.
»Folk i vores generation er vi ved at tabe som teaterpublikum. De tror, at teater er sådan noget svært noget med store balkjoler og at det skal planlægges i mægtig god tid, men sådan behøver det jo ikke at være. Vi vil gerne vise, at teater også er noget andet. Og at det kan noget andet end film,« siger hun.
»Teatret har et nærvær, som er helt fantastisk. Det er én gang, det sker. Det kan være helt helt magisk, når man er sammen med publikum. De sidder jo tæt på os, de forreste en meter fra os, så de skal være fluen på væggen, der følger med, og forhåbentlig bliver de så grebet af det, at de næsten får lyst til at råbe »NEJNEJNEJ, det må du ikke gøre, stop«!« siger Julie Ølgaard.
»Vi vil ikke have dem til at tænke noget bestemt, vi kommer ikke med en løsning, vi kommer med et øjebliksbillede, som vi viser folk, og som de kan tænke over og tale om. De må selv om, hvad de synes. Bare de ikke er ligeglade.«
Hvad: Core
Hvor: Lille Gasværket
Hvornår: 11.-25. oktober og ekstraforestillinger 27., 28. og 29. oktober
