Der er også stjernestunder på operafestivalen

Lige i øjet og lige i øret på alle. Copenhagen Opera Festival er i gang og anbefales varmt.

»Aci, Galatea e Polifemo« af G.F. Händel i Pakhus 11. Sonia Prina (forrest) og Deborah York stormer rundt, løfter og bærer. Herren på de to ølkasser er orkestret Concerto Copenhagens grundlægger, Nikolaj De Fine Licht, som selv medvirker på blokfløjte. Fold sammen
Læs mere

»Gør det, du er bedst til«, sagde en bank for nogle år siden.

Den Kongelige Opera hører til i hovedstadens hellige haller og spiller mest det kendte og kostbare – jævnfør teaterchef Erik Jacobsens kommentar på side 23 i dagens avis.

Copenhagen Opera Festival gør alt det modsatte. Festivalen sætter skønsang på anderledes formler og anderledes steder. Dens budget ligger på knap en håndfuld millioner og skal række til ikke færre end 40 arrangementer i alt.

Resultatet er en blandet byhandel i dobbelt forstand. Festivalen er broget i både programmet og de enkelte arrangementers kvalitet. Men de tre største satsninger har alle levet op til festivalens formål:

De har lagt sig virtuost mellem det lette repertoire for lystlytterne og det lærde for kenderne. Og samtlige arrangementer har fyldt spillestederne til sidste sæde og fået taktfaste bifald med på vejen.

Vel mindst mindeværdigt med »Peters bryllup« af J.A.P. Schulz i Børsens smukke sal. Syngespillet handler om bønders elskov og har ikke været spillet i 220 år efterhånden. Hvis man ventede 220 år til, ville ingen gå glip af ret meget.

At samtlige medvirkende præsenterer sig med navn og rolle tager simpelthen for lang tid. De fleste medvirkende har for resten også kun en sang eller to undervejs. Og man kan jo alligevel ikke huske navnene bagefter - hvilket heller ikke gør så meget.

Man kan også diskutere valget af L’arte del mondo som orkester. De tyske musikere spiller i en stil, der hører til et halvt århundrede før.

Og selv om sangerne klarer sig glimrende som kor, ligner de dilettanter i det dramatiske. Bedste oplevelse rent solistisk er vel srilankaneren Thaisen Rusch som den bortløbne slave med den sørgelige sang hen mod slutningen.

På den anden side: Schulz’ melodier fejler ikke noget. Børsens publikum går også flot med på legen, man jubler over det rørende og klapper mellem numrene – fuldstændig som publikum anno 1793 har gjort det.

Forestillingens største oplevelse samlet set? Sjovt nok forfatteren Knud Romer som fortæller. Når han står på den interimistiske scene, minder han om vor tids PH med sin karakteristiske rytme og malende sprogbilleder. En dannet samfundsrevser.

Ideen med vaudeviller i festivalen virker i øvrigt fremragende. Var det noget med den udmærkede »En spurv i tranedans« næste gang? Eller måske »Et Eventyr i Rosenborg Have« foran ... Rosenborg?

Glemmer gadens sirener

Apropos det glemte repertoire: Da man åbnede den store sene ved Torvehallerne i torsdags, var det med »La Villi«. Et ungdomsværk af melodimageren Giacomo Puccini og allerede nu velsignet af mesterens bløde stil. Man bliver virkelig strøget med hårene her og der.

Så hjertelig velkommen til Malmø Operaens mikrofonisk forstærkede medarbejdere.

Det bliver på mange måder en medrivende oplevelse. Maria Fontosh som den farlige Anna griber højst sin rolle lidt forkert an: Ukraineren synger med den helt store kompression fra først til sidst, hvor hun sagtens kunne have ventet til sidst.

Hun er ellers en yderst sympatisk sanger. Copenhagen Opera Festival er trods alt også det muliges kunst. Og hvem havde hørt om Roy Cornelius Smith før? Den amerikanske tenor med fuldskægget er virkelig et fund. Han synger bel canto, så man mærker hjertet svulme og glemmer alt om gadens sirener.

Festivalens højdespringer

Festivalens højdespringer rent kunstnerisk er alligevel kantaten »Aci, Galatea e Polifemo« i Pakhus 11 ved Langelinie - og den kører endda helt frem til søndag.

Handlingen? Stykkets forbindelse til G.F. Händels mere regulære operaer?

Glem det eller læs op på det hjemmefra. Musikerne i Concerto Copenhagen og de tre sangsolister gør det til en stjernestund i egen ret. Opera fås ikke mere levende andre steder – eller mere egnet for hele familien for den sags skyld.

Musikere sidder i kedeldragter og på ølkasser, kulisserne er en slags paller af træ, kun kostumerne signalerer eventyr. Det hele ligner et gribende bevis på en gammel sandhed: At den dyreste kunst ikke nødvendigvis er den bedste.

Et barokband på hele 16 mand og med den kvalitet er så heller ikke hverdag nogen steder i verden. Alfredo Bernardini hører til verdens førende på den barokke udgave af blæseinstrumentet obo og leder løjerne let og elegant.

Og sangerne! Herren med den utroligt dybe røst er både sød og adræt som kyklop og minder lidt om Monostatos fra »Tryllefløjten«. Begge damer synger vidunderligt og stormer rundt med dramatisk nærvær og nerve – især Sonia Prina som rollelistens eneste kvindfødte slægter Cecilia Bartoli på og bliver nok snart lige så dyr.

Det lette og det lidt mere krævende? »Aci, Galatea e Polifemo« ved Langelinie er begge dele. Man føler sig fantastisk underholdt i små to timer og har samtidig fået en dramatisk kantate af mesteren bag »Messias«.

Lige i øjet. Lige i øret på alle. Copenhagen Opera Festival må rigtig gerne fortsætte i samme stil.

»Peters bryllup«, tirsdag (tre stjerner)

»Aci, Galatea e Polifemo«, onsdag (fem stjerner)

»Le Villi«, torsdag (fire stjerner)