Den uforløste kærlighed

Lloyd Riggins yder en pragtpræstation som Gustav von Aschenbach i Hamborg Ballettens gæstespil med John Neumeiers »Døden i Venedig«.

Alexandr Trusch som ynglingen Tadzio og Lloyd Riggins som Gustav von Aschenbach i Neumeiers »Døden i Venedig«. Foto: Holger Badekow Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

John Neumeier har i årtier været en hyppig gæst hos Den Kgl. Ballet, når han har skullet iscenesætte eller finpudse sine koreografier op til en premiere. Men det er 12 år siden hans eget kompagni, Hamborg Balletten, har gæstet Det Kgl. Teater. Og sikken et glædeligt gensyn med det skønne kompagni, som man nu kan opleve i den dybt bevægende, men også meget komplekse ballet, »Døden i Venedig«, som Neumeier skabte i 2003 over Thomas Manns roman af samme navn.

I modsætning til Viscontis berømte filmatisering, hvor romanens hovedperson, digteren Gustav von Aschenbach, er gjort til komponist, har Neumeier i sin ballet meget genialt gjort Aschenbach til koreograf. Og musikken er ikke som i filmen af Mahler, men af J.S. Bach og Wagner, som Neumeier bruger til at beskrive henholdsvis den formalistiske, rationelle verden og følelsernes lidenskabelige univers. To verdener, der hele tiden tørner sammen i Aschenbachs smertefulde kamp med kunsten og kærligheden.

I ballettens mange lag af fortællinger følger vi både Aschenbachs koreografiske arbejde med en ballet om Frederik den Store, og hans rejse til den koleraramte by, Venedig, hvor han bliver betaget og tændt af den unge dreng, Tadzio. Men vi ser også erindringsglimt fra barndommens glade stunder med moderen og oplever Aschenbachs erotiske og mareridtsagtige drømme.

Søgen efter livet og kærligheden

På premiereholdet tirsdag var det fra start til slut en fryd at se Lloyd Riggins’ gestaltning af den frustrerede Aschenbach, der med skarpe, stringente bevægelser pligtfyldt forsøger at holde fast i sit kunstneriske virke, som han til sidst slipper til tonerne af Wagners »Liebestod« efter sin længselsfulde søgen efter livet og kærligheden, der har været sublimeret i kunsten.

Såvel dansemæssigt som mimisk er det intet mindre end en pragtpræstation af den snart 45-årige Lloyd Riggins, som for tyve år tilbage var solodanser i Den Kgl. Ballet. Over for ham var Alexandr Trusch tirsdag en vidunderlig drenget Tadzio med fortryllende smil på læben, og højdepunkter i balletten er de fint og følsomt koreograferede møder mellem Aschenbach og Tadzio på Lidoens strand i anden akt.

Til de mange fine præstationer hører også parret Otto Bebenicêck og Carsten Jung som bl.a. gondolierer, dansende bøssepar og frisører. Fornemt træder Laura Cazzaniga i karakter som både Aschenbachs og Tadzios mor, og Silvia Azzoni og Alexandre Riabko er elegante som balletparret, der kropsliggør koreografens idéer.

Enkel og velfungerende er Peter Schmidts scenografi, hvor ankomsten til Venedig raffineret blot vises som husenes spejling i vandet på sætstykkerne. Og ude i siden, foran scenen er pianisten Elizabeth Cooper aftenen igennem en indlevende medspiller i forestillingen.

»Døden i Venedig« er et vidunderligt værk, men for undertegnede ikke helt så sublimt og helstøbt som Neumeiers »Kamelidamen«. Det kan tjekkes fra på søndag, hvor »Kameliadamen« har repremiere med Den Kgl. Ballet.

Hvad: »Døden i Venedig«.

Hvem: Hamborg Balletten. Koreografi og iscenesættelse: John Neumeier. Musik: J.S. Bach og Wagner. Scenografi: Peter Schmidt.

Hvor: Det Kgl. Teater Gamle Scene, sidste dag 12. september.