UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
Den tænkende mands standup-komiker
Pæn og crazy: Hyggelig halvanden time med standuperen Mikael Wulff.
Skal man tro standup-komikeren Mikael Wulff - kendt som den ene af de to ophavmænd bag den hæmningsløse stribe Wulff & Morgenthaler - så eksisterer han i to udgaver. Den ene er den pæne, lidt nørdede Mikael Wulff. Det er ham, der hopper ind foran mikrofonen på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene med drengeskikkelsen i den nystrøgne, gråblå skjorte, med konstant vedligeholdt strithår og vidt opspærrede, blå alvorsøjne. Og så er der hans alter ego: The Wulffman. En hæmningsløs, machofæl testosteron-udgave af samme Mikael Wulff. Som gør alt det, originaludgaven ikke tør: Lægger pigerne ned, er stor i kæften, deler øretæver ud.
Og er det ikke også sådan, han virker, ham den sympatiske Mikael Wulff, som står alene på scenen i halvanden time i sit show med den mere end lovende titel »Mikael Wulff forklarer alt«. Som en splittet mand. På den ene side er han så nydelig og almindelig: Han bevæger sig kun sjældent ned i de nedre regioner, hvor en del af hans grovere opretstående kolleger synes at plaske rundt konstant. Skal vi sige »periodesovs« - så er han lige ved at gå ud af sit gode skind.
Snarere er han den tænkende mands ståopkomiker, hvis styrke dels ligger i en eminent evne til at tage alle sprogets uendelige række af klicheer på ordet med en nærmest snurre snupsk insiteren og en storm p'sk evne til at få øje på det dobbelttydige.
Lad os bare tage et eksempel: »Ekspedient: Er det en gave? Kunde: Ja. Ekspedient: Tak skal du ha.«
Men pænheden til trods: Den krøllede galskab lurer lige under overfladen. Han har en fantastisk evne til at køre ud af en tangent i nærmest surreelle fortsættelser af et indfald. Det rene tankespind: »Hvad nu hvis?« Inden han vender tilbage på sporet. Og han disponerer sit show ved at have overblik nok til at vende tilbage til de skikkelser og jokes, som allerede har optrådt i den spinkle historie. Chokvirkninger er dog ikke Wulffs gebet. Til gengæld hygger man sig gevaldigt undervejs. I begyndelsen fyrer han en række nogenlunde usammenhængende oneliners af, vist nærmest for at få hul på publikumsbylden. Men snart får han viklet sig ud i en længere historie, der handler om at søge tilbage til sig selv og naturen i et vinterforladt sommerhus, komplet med lurende bankrådgivere i egernskikkelse, Silvan-fascister og piger med store bryster (»Det er noget, de får i stedet for en uddannelse«). Jo, provinsen er et livsfarligt sted. Får han så i øvrigt forklaret alt undervejs? Det gør han sådan set. Se selv efter.