Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Do you mean business or play? Det spørgsmål slynger entertaineren Michael Carøe allerede ud i sin engelsksprogede version af Grethe og Jørgen Ingmanns gamle »Dansevise«, som åbner hans nye show i Tivoli. Et par timer senere har vi for længst fået svaret. Michael Carøe er en stor, glad legedreng, der forstår at skabe en mindre fest omkring sig. Han åbenbarer sig endnu engang som en lounge lizzard, en Las Vegas-haj, men i en meget dansk aftapning. I sit ulasteligt nålestribede three piece suit (lilla for!) , blankpolerede støvletter og lige så skinnende tandpastasmil i det sensommersolbrændte ansigt er han heldigvis så tilpas selvironisk afmonterende i sine lidt sludrende, småsjove mellemlæg, at selvglæden aldrig kammer over.
Men det er musikken, det handler om. Og Michael Carøe kan lidt af det hele, uden at kunne påberåbe sig at kunne noget af det specielt virtuost. Han kan ikke danse, men han kan vrikke lidt til husbehov. Han kan synge, men stemmen er hverken specielt karakteristisk eller præcis i det blandende udbud af stilarter, han kaster sig ud i sine fortolkninger af solidt gennemtyggede, nostalgiske pophits fra det midaldrende publikums vilde ungdomsår. Snart er han Tom Jones, snart Barry White, snart Mick Jagger.
Men selv om sangstemmen måske ikke rækker til mere end den uforpligtende gennemsnitscroonen, man kan høre på hvilken som helst finlandsfærge, så betyder det ikke alverden. Han har charmen, det afslappede og afvæbnende sind og den umiddelbare glæde, der overbeviser os, skønt det havde klædt showet med et par store sofaer, vi kunne slænge os i og et par saftige cocktails til at gøre den uforpligtende koncert endnu mere uforpligtende. Første afdelings omarrangerede og oversatte danske hits fra Aage Stentofts »Månestrålen« til Nik og Jays »Boing Boing« bliver en underholdende, retrocool musikalsk leg med udmærkede, ordrige oversættelser af de gammelkendte »vintage aperitiffer«. Sjovt nok.
Tændt orkester
Men først efter pausen er slipset løsnet og de skarptskårne jakkesæt smidt. Så får vi unge på fyrre en musikrejse gennem navnlig 1980ernes bagkatalog som var vi til fest med de unge på fyrre hjemme på villavejen, hvor Hannes mand har lavet en festlig CD aftenen i forvejen.
Dont Get Me Wrong: Det skal man nu ikke kimse af. Nostalgi er også en følelse. Og forestillingens hemmelige våben bliver den spilleglæde, der ikke kan andet end smitte, når kapelmester Joakim Pedersens tændte og optimalt samspillede orkester giver den fuld pedal i upåklagelige arrangementer. Alt sammen passende lækkert pakket ind i Martin Tulinius eddersmarte lysscenografi. Og så er der lige en ting til: Af og til skal man passe på, hvem man inviterer som gæster. For de har det med at overtage festen. Hvilket nu kun er en trumf i denne sammenhæng.
Mademoiselle Søs Fenger går på scenen med en god portion blink i øjet som en rigtig chanteuse, der kan synge sit gamle hit om fodsporene i sneen på formfuldendt skolefransk: det er noget med trace du pied dans la neige. For senere at dukke op som sig selv og med sin indsmigrende stemme trykke den af sammen med aftenens anden gæst, den altid groovy Mark Linn, der både kan rulle sejrssikkert med hofterne, vifte med de buede øjenbryn og knipse med fingrene, mens hans lækre falsetfraseringer tænder stjernerne og spinder deres net om de soul og pop-klassikere, som ikke kan fornærme nogen. Signed, sealed delivered, Im yours!
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
