"Den skønne Helene" er - ja, skøn...

»Den skønne Helene« på Hofteatret er herlig musik, flotte kostumer og velkommen satire i tider med trang til nydelse og truet ytringsfrihed.

»Den skønne Helene« på Hofteatret bag Christiansborg har et hav unge medvirkende og er en fest af både god musik og aktuelle vittigheder. Foto: Simon Stycke Fold sammen
Læs mere

Antikkens guder er der. De dyre damer og korrupte præster er der. Og selvfølgelig en kendt dansker med gravhunde og pensioneret ægtemand.

Landets eneste kompagni med speciale i operetter fylder 20 år og fejrer sig selv med en pragtopsætning:

Polyhymnia fylder Hofteatret bag Christiansborg med »Den skønne Helene« af Jacques Offenbach med masser af herlige fjollerier og studentikose vittigheder, med ørehængere og bensvingere.

Offenbach var kongen af fransk festmusik og storbysatire anno opgangstid. Tyskeren åbnede sit varietéteater i 1855 og diverterede med operetter som »Orfeus i underverdenen« fra 1858 og »Den skønne Helene« fra 1864. Hans hurtige musik og kvikke replikker gik de parisiske demimonder lige til hjertet og gjorde komponisten med pels og guldbriller til talk of the town.

Det er dét repertoire, kompagniet Polyhymnia arbejder med – lidt glemt i feltet mellem klassisk musik og liv og glade dage. Et stærkt underholdende repertoire med pil frem mod »Admiralens Vise« og vore dages revy.

Ikke så godt gift – heldigvis

»Den skønne Helene« genfortæller grækernes gamle sagn om optakten til den trojanske krig: Prins Paris har været den uvildige, men ikke uvillige, dommer i verdens første skønhedskonkurrence. Han skal have Dronning Helene af Sparta som belønning. Dronningen er bare gift med en anden. Uha, uha.

Forviklingerne går så over stok og sten. Der danses på livet løs, synges om livets glæder og sorger, flirtes på kryds og især tværs af kønnene.

Men det er først og fremmest en parodi alt sammen. Parodi på gamle Homers herlige historie. Parodi på fortidens opera seria med dens guder og helte. Og frem for alt parodi på magthaverne og borgerskabet nu og her, på generationen af nydelsessyge i det Andet Kejserdømme på Offenbachs tid. Grækernes utroligt flotte kostumer forbliver skalkeskjul for typer fra din og min hverdag.

Der er også dér, gravhundene og alt det andet gakkelak kommer ind. For satire i samtiden skal forblive satire i samtiden. Man må fylde op med aktuelle grin og grimasser.

Og lige præcis dét gennemfører kompagniet med pianisten og humoristen Jacob Beck i spidsen utrolig præcist. Arrangørerne har taget pulsen på en forbløffende svær genre og mærket liv. Taget over Hofteatret letter jævnligt under glade menneskers latter.

Sopran med flair for komik

Titelrollen synges glimrende og spilles med flair for komik af sopranen Philippa Cold – datter af afdøde operasanger Ulrik Cold. Listen over de øvrige medvirkende er lang som en smørrebrødsseddel og fuld af unge navne. Ikke så få aktører har sikkert skullet have lov af far og mor først. Også dem i orkestret.

Så hvad går man ind til? Forestillingen virker på overfladen semi-professionel. Båret af dilettantens personlige engagement og hobbylignende tilgang. Men man skal hele tiden have satiren og studenterkomediens idealer for øje. Vitserne er veltimede, diktionen a la højtlæsning ultraklar, orkestret under ledelse af Magnus Larsson indstuderet til mindste detalje.

Hvilket alt i alt gør Polyhymnias jubelsatsning til en forestilling langt ud over det seværdige. »Den skønne Helene« på Hofteatret er en genre, de større og mere kostbare huse sjældent prøver kræfter med længere – men som en epoke med fornyet nydelsestrang og debat om ytringsfrihed har givet aktualitet igen.

Hvad: »Den skønne Helene« af Jacques Offenbach Hvem: Operettekompagniet Polyhymnia med diverse sangere, dansere og musikere under ledelse af Magnus Larsson. Hvor: Hofteatret, søndag. Spiller til 9. april.