Den nøgne sandhed

Scene: DR Radiosymfoniorkestret Sound Around åbnede med den smukkeste førsteopførelse i årevis.

Man skal høre meget, før ørerne falder af. Sådan noget risikerer man ikke i herlige Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik. Her er kun det enkleste godt nok – et par toner hist, en køn melodi pist.
Gudmundsen-Holmgreens nye værk for klaver og stort symfoniorkester tog kegler ved åbningen af Sound Around torsdag aften. Hele salen rejste sig bagefter. Den slags sker rigtignok ofte – især når billetterne har været dyre og musikken slutter kraftigt.
Men det nye stykke af Pelle slutter netop ikke kraftigt. Tværtimod lader han de hundrede musikere falde fra én for én. Til sidst sidder unge Juho Pohjonen alene tilbage ved klaveret og spiller klassisk af en helt anden komponist. Og alligevel ville publikum se dagens mand på scenen igen og igen og igen.
»Plateaux pour piano et orchestre« er ikke kun en mesters værk, det er også et mesterværk. Og det er aldrig tættere end at de fleste kan følge med. Eller som en modernist ved navn Mozart sagde om sig selv: Den ligger midt i mellem det lidt for nemme og det lidt for svære.
Ganske vist er der masser af aktivitet i den halve time, den varer: Så skal der pustes i messingblæsere. Så skal der rasles med kraftige kæder. Så skal der trækkes i tove med lyde som et skyllende toilet. Men alligevel er der ikke én kraftig lyd undervejs – lidt som der næppe findes én ordentlig dissonans i hele 1800-tallets romantik.
Kort sagt: Pelles larmende klaverkoncert hører sjovt nok til det tysteste, han har komponeret. Dens brug af orkestret er glødende som i Stravinskys amerikanske værker. Og selv om man både kan høre Mozart og Beethoven og Satie og Boléro i den musik, så lyder den hele tiden som Pelle nu gør: Med poesien.
Aftnen åbnede ellers med en noget hårdere omgang modernisme af svensk herkomst og sluttede med amerikansk minimalisme af bedste skuffe. Begge dele kræver lidt mere øvelse end man tror.
Og efter pausen viste en kinesisk erhuspiller så, hvordan man spiller erhu. For os europæere lyder det kinesiske strengeinstrument lidt som en violin i stykker. Eller er det en Stradivarius, der lyder som en erhu på speed? Uanset var den kinesiske modernisme et halvt århundrede bagefter. De får først den lokale udgave af Gudmundsen-Holmgreen om en generation eller tre.
Vi andre er noget heldigere.