Den lille pige med identitetskrisen

Vandreteater på Nørrebro er et godt udgangspunkt for en historie om en 17-årig pige spændt op mellem to kulturer. Desværre er turen for lang og dramatisk for slap i koderne.

Marie-Lydie Nokouda er er 17-årige Hope, der vandrer hvileløst rundt på Indre Nørrebro: gher på Blågårds Plads. Foto: Søren Meisner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hope hedder hun. Men hvor meget håb er der egentlig for hende? Sådan som den 17-årige pige går rundt der i de mørke, forblæste gader på Indre Nørrebro uden nogen steder at gå hen, kan man godt tillade sig at være en smule urolig for hende. For hvem er hun? Hentet herop fra Ghana af en mor, hun er på kant med.

Revet ud af sin afrikanske tilværelse med sin gamle mormor og den bror, der døde, og som hun stadig snakker med. Hun er ved at kaste op over, at alle kigger på hende eller særbehandler, fordi hun er sort. Og hun har ikke fundet sig til rette på det gymnasium, som hun overvejer at skride fra – uden helt at vide, hvor hun så skal tage hen. Og hjem kan hun i hvert fald ikke længere tage, for hendes mor har smidt hende ud og sat hendes ting på gaden.

Danmark er mulighedernes land og så alligevel slet ikke. »Jeg passer ikke ind her,« siger hun, mens hun driver hvileløst rundt i gaderne, drikker en dåsebajer med en klassekammerat, der alligevel ikke rigtigt kan forstå hende, skændes med en veninde til moren, der mener, hun kaster skam over familien. Finder en sovepose, længes mod det Ghana, hvor hun alligevel heller ikke hører hjemme.

Alt for stramme jeans

Teatergrad, hjemmehørende på Den Røde Plads på Nørrebro, er et teater, der har besluttet sig for at forsage de etablerede teaterhuse for i stedet i bogstaveligste forstand at være mest muligt ude i byrummet, hvor publikum også kan være et andet. I samarbejde med teatret Aber Dabei har man nu skabt vandreforestillingen »På vej«, der indskriver sig i teaterkunstens aktuelle lyst til at sprænge rammerne for, hvad teater kan og bør være. Udstyret med hovedtelefoner følger en lille skare tilskuere Hope som skygger rundt i bydelen, mens hun forsøger at finde et sted at gøre af sig selv.

Marie-Lydie Nokouda med det fine, lille ansigt, der både kan være hårdt udtryksløst og smukt drømmende, er ganske rørende som den lille pige med identitetskrisen, som i sine alt for stramme jeans og leopardmønstrede jakke forsøger at forstå sit eget liv mellem voksen og barn – og ikke mindst mellem to kulturer.

Høretelefonerne skaber en særlig intimitet. Vi er muligvis med på en kigger sammen med andre, men er tæt på Hope og hendes tanker. Og det autentiske Nørrebro er alt sammen med til at sætte en autentisk ramme om turen gennem Hopes ingemandsland, hvor virkelighedens hjemløse og alle mulige andre skæbner fra kvarteret blander sig på fascinerende vis: Hvad er fiktion? Hvad er virkelighed?

Problemet med den konceptuelt veltænkte forestilling er til gengæld, at det ikke rigtigt er lykkedes for manuskriptforfatterne at løfte teksten. Kun lejlighedsvist tilstrækkeligt billedskabende og dvælende.

Med fordel kunne man have skåret flere tableauer og en halv time af den lange vandring. Ikke rigtigt dramatisk nok: I de møder, Hope udsættes for, kunne der sagtens være mere på spil.

Og hvad, der gælder for journalistikken, gælder altså også nogle gange for teatret: »Don’t tell, it. Show it.« Hope får godt nok sagt mange gange, at hun er spaltet mellem to kulturer. Men initiativet fejler ikke noget. Vandreteater er kommet for at blive, og »På vej« peger på en form, der er – nå ja, på vej.

Hvad: »På vej«. Vandreforestilling på Nørrebro.

Hvem: Tekst: Sofie Volquartz Lebech og Julie Petrine Glargaard. Instruktion: Petra Berg Holbek.

Hvor: Aber Dabei hos Teatergrad. Til 25. november.