Det går helt galt en aften i sommeren 1876:
Richard Wagner skal holde prøve på sin fire aftner lange »Nibelungens ring«. Hele verden taler om hans vilde projekt, om hans dertil indrettede operahus i sydtyske Bayreuth, om den sære snegl med revolution i blodet og gæld alle vegne.
Men en af værkets største rekvisitter er ikke nået frem endnu. Forestillingen mangler stadig noget af den uhyggelige drage. Find resten af Fafner!
En flok ignoranter kendte ikke den sydtyske provinsby og har sendt dyret til ... Beirut.
Sligt ville ikke ske i dag. Huset på den grønne høj er for længst blevet et begreb. En højborg for elskere af sagaer og gralsfortællinger. En institution med statsledere som fast inventar i mørket og milliarder af turistkroner i omløb.
Forståelse på næsten to kilo
Når man har læst Anders V. Munchs op mod to kilo tunge »Fra Bayreuth til Bauhaus«, forstår man lidt af hvorfor.
Et godt svar findes i den betydning, Wagner fik på sin eftertid. Ikke mindst hans idé om gesamtkunstværket oprindelig skabt af filosoffen Eusebius Trahndorff i 1827. Om et kosmisk alrum hvor ord, musik og bevægelser går op i en højere enhed.
En fejlslagen revolution satte ham på sporet. Nærmere bestemt de mislykkede opstande i Dresden anno 1849:
Vi danskere ser optøjerne dengang som en succes. Fordi vi kom af med enevælden. Fordi vi fik grundloven.
Andre lande var ikke helt så heldige. Borgere i Tyskland, Frankrig og Italien tabte slagene både fysisk og ideologisk og følte sig længe slået tilbage til start.
Og selv om Richard Wagner måske ikke gik allerforrest i Dresdens gader, måtte han flygte til Zürich over hals og hoved. Arrestordrer har aldrig været befordrende for ens kreativitet.
Det var i de mange år på flugt, han fik udmøntet tanken om totalkunstværket og skabte »Nibelungens ring« og »Tristan og Isolde«.
Hvad, der i mere overordnet forstand var hans projekt, har aldrig stået helt klart. De fleste kendere af Wagners værk ser gesamtkunstværket som en teori, en stemning, en idealistisk drøm simpelthen fordi alt i sidste ende styres af musikken.
Anders V. Munch har alligevel held med sin indkredsning. Selv om den vordende dr.phil. kommer fra designets og idéhistoriens verden og næppe går til opera hver aften, rammer han en central tanke:
»Revolutionen udeblev,« skriver Munch, »og Wagner gik i stedet efter, hvilken samfundsmæssig omvæltning og kulturel regeneration han kunne opnå med virkeliggørelsen af sit værk.«
Kort sagt: Hvad udad tabes, skulle indad vindes. Værkerne selv skulle gøre det ud for den gamle verdens undergang, Ragnarok.
Wagners vision har både vundet og tabt
Lykkedes han med det? Wagners vision om flere kunstarters enhed har måske både vundet og tabt.
Vundet i kraft af sin egen succes. Richard Wagner var den første, der krævede lyset slukket over tilhørerne under en opera. Han var den tidlige romantiker, der gjorde op med teatertåge og tåbelige handlinger og alle forestillinger om god kunst i almindelighed. Og fik de fleste med sig.
Vundet også på grund af hans enorme indflydelse på al kunst efter. Karlheinz Stockhausens syv aftner lange »Licht« fra for nylig kunne ikke tænkes uden ham og virker i samme grad født til en fremtids mennesker. Selv den moderne spillefilms forening af billeder, dialog og musik kan måske ses som en virkeliggørelse af Wagners vision.
At se totalværkets tråd trukket op gennem design og digtekunst, gennem Wien og München omkring århundredskiftet, gennem det nazistiske Tysklands æstetik er spændende læsning. »Det Tredje Rige som Gesamtkunstwerk«, hedder et afsnit. Modigt nok.
Men han tabte på en måde også slaget. Vi bliver ikke mærkbart bedre mennesker af at høre én, to, knap nok tre operaer. Familiens flirt med Der Führer og hans uvæsen tydede på det modsatte, skulle man synes.
Det sidste har martret Bayreuths festspil lige siden og gør det stadig i aften:
Titelrollen i »Den flyvende hollænder« var oprindelig overladt russiske Evgeny Nikitin. Altså lige indtil et tatoveret hagekors på hans bryst blev opdaget. Et gammelt og for længst slettet minde fra hans tid som rocksanger. Wagners familie blev skrækslagne og fandt en afløser så sent som i forgårs.
Summa summarum? Når mandens fantastiske fortællinger vil forblive vedkommende i mindst halvandet hundrede år mere, skyldes det musikkens egen indflydelse.
»Hans værk blev en kolossal inspiration, som gik langt ud over musikteatret. Skønt det var det eneste, han selv havde for øje«, skriver Munch.
