Hvad bruger den afdøde polske instruktør Krzysztof Kieślowsk egentlig Biblens ti bud til i sin berømte TV-serie fra 1980ernes Polen, »Dekalog«, som nu er blevet til næsten tre timers teater på Betty Nansen Teatret?
I virkeligheden ikke så meget, og så alligevel en hel masse.
Det er ikke rigtigt muligt at hæfte hverken det ene eller det andet bud på ret mange af de skæbnefortællinger, som afløser hinanden og væves sammen i og omkring en lidt trøstesløs etageejendom i et vintermørkt Warszawa . Umiddelbart fængslende historier om almindelige menneskers moralske dilemmaer og etiske overvejelser et sted i livet.
Gode hensigter forvandles til onde
Til gengæld fungerer de religiøse leveregler som en forståelsesramme om hele fortællingen, der bliver til et favnende og ejendommeligt tilgivende forsøg på at rumme menneskets lyse og mørke sider, for dets forsøg på at forstå verden og finde en plads i den. En ret bevægende, flydende strøm af beretninger om at gøre det rigtige eller det forkerte her i tilværelsen, og – ikke mindst – om det uforudsigelige i livets tilskikkelser og i den menneskelige natur.
Gode hensigter forvandles til onde eller får alt andet end de tilsigtede konsekvenser. Mennesker overrasker hinanden og sig selv. Det fornemme ved manuskriptet og en af de årsager til, at det også fungerer så godt på teatret, er, at dilemmaerne aldrig italesættes teoretisk-filosoferende af figurerne.
I stedet ser vi dem handle og agere. Sært opmuntrende trods forestillingens flydende melankoli.
Der fældes ingen domme. Vi får lov til selv at tænke. Hvor meget af tidens teater kan man sige det om?
Instruktøren Jacob F. Shokking har nogle gange haft en tendens til at lade det visuelle tage overhånd i forhold til det, en teaterforestilling også handler om – skuespillerne i centrum. Det har lejlighedsvist reduceret hans svageste forestillinger til billedmageri for billedmageriets skyld og efterladt skuespillerne som en slags statister, hvis man nu skal være rigtig grov.
Det er slet ikke tilfældet på Betty Nansen Teatret, hvor de elegant doserede projektioner og animationer er mere diskret doseret, og hvor Shokking manifesterer sig som den fremragende personinstruktør, han kan være. De medvirkende får lov til at træde frem, sådan som historien fordrer det.
Et drømmehold på scenen
Og til sin hjælp har han en håndfuld skuespillere, som hver især spiller flere roller, hvilket her ikke virker som en irriterende nødløsning, men tværtimod giver en ekstra klangbund til det menneskelige ledemotiv.
Et drømmehold på scenen: Bodil Jørgensen, Flemming Enevold, Søren Sætter-Lassen, Molly Blixt Egelind, Thomas Levin, Elliott Crosset Hove, Jakob Åkerlind og, ikke mindst, en fascinerende dobbelttydig Marie Louise Wille går forbilledligt til opgaven med afdæmpet alvor og fintmærkende følelsesvariation.
Der er, ganske enkelt, tale om teater, som er lige til at gå til, men som absolut ikke er ligetil.
Hvad: »Dekalog«.
Hvem: Manuskript: Af Krzysztof Kieślowskis og Krzysztof Piesiewicz, bearbejdet for scenen af i Koen Tachelet. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: Gert Sørensen.
Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 15. oktober.
