De ligegyldige koner i Windsor

Grønnegårds Teatrets kønsforvirrede Shakespeare-komedie »De lystige koner i Windsor« savner en mening.

Stor ståhej for ikke så meget: Steen Stig Lommer og Morten Hauch-Fausbøll som lystige koner gemmer Troels Lybys Falstaff i vasketøjskurven. Foto: Bjarne Stæhr Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den meningsløse klassiker? Af og til dukker de op i dansk teater. Den type af forestillinger, hvor nogen spiller noget uden helt at vide hvorfor. Ikke fordi Grønnegårds Teatrets bud på dette års sommerkomedie i Odd Fellow Palæets Have, »De lystige koner i Windsor«, er nogen specielt dårlig opsætning. Den er bare ikke særlig god. Den letter aldrig.

Den er heller ikke let at få til det, for hvor godt et stykke er Shakespeares komedie overhovedet? Mest af alt en ophobning af en række farceprægede småscener om det hævntogt, de dydsirede provinsmadammer Pagh og Fjord sætter ind med, assisteret af deres ægtemænd, da den liderlige, gamle skørtejæger, drukkenbolt og krigsmand Sir John Falstaff har sat byen på den anden ende ved at gøre kur til dem begge.

Men alligevel rummer intrigen noget, når Falstaff udfordrer anstændigheden. Og dette noget må man finde frem til, hvis man skal gøre sig anstrengelsen at spille komedien. Problemet med Grønnegårds Teatrets forestilling er, at den har masser af stakåndet liv i det ydre, men den savner en indre berettigelse. Hvis der da overhovedet er et fokus at finde i fortolkningen. En kerne. En mening med det hele. Ikke mindst med det kønsskifte, instruktøren Christoffer Berdal har foretaget på stort set hele rollegalleriet rundt om Falstaff i midten.

Hvad er egentlig tanken bag denne queerificering af Windsor og omegn? Mærkeligt nok betyder den, at stykkets erotiske muligheder tabes på gulvet – det pikanteri, som kan opstå, når de knibske borgerfruer i princippet byder sig til for at narre den Falstaff, som de vel er lige dele tiltrukket og frastødt af – draget mod den grænseoverskridende, amoralske livsappetit, han også repræsenterer.

Uden retning

Instruktøren har ikke gjort det lettere for sig selv ved sammen med scenograf Nina Flagstad at placere løjerne i et gennemsigtigt lysthus med publikum på alle fire sider. Det kan naturligvis skabe drive med skuespillerne i centrum, men her betyder det, at det er svært at finde fokus. Og trods de muligheder, kønslegen måske kunne tilbyde, får figurtegningen heller ikke den maksimale komiske effekt, den kunne have fået hos de kompetente skuespillere. Hverken når damerne Helle Dolleris eller Camilla Bendix skal forsøge sig med maskulin pondus, eller når herrerne Steen Stig Lommer og Morten Hauch-Fausbøll skal prøve feminine sladdertoner af – med Joen Bille i skørter som deres geskæftige instrument.

Omgivet af vekslende grader af anstrengt overspil. Alle spærret inde bag Nina Flagstads overbud på en kostumering. Tonen er for egal, mere forceret end farceret, de enkelte scener spillet uden det overskud, den timing, den retning, de ideer, de må have, hvis komikken for alvor skal indfinde sig. En buldrende Troels Lyby er ellers slet ikke et dårligt bud på en Falstaff. Ikke fordi rollen er særlig god – figuren får langt mere taletid og i de to historiske stykker, figuren stammer fra, første og anden del af det historiske spil »Henry IV«.

Masken er skøn: En krydsning af Buffalo Bill og julemanden over hængebugen. Men han mangler en opsætning at være noget i. Hvordan ønsker forestillingen at fordele sin sympati? Er han et højst menneskeligt offer i et kynisk spil? En farlig udefrakommende kraft, der skal knægtes? Det står uklart. Hvad »De lystige koner i Windsor« mangler er ganske enkelt det strejf af alvor, der kunne give løjerne mening. Så kunne det måske være blevet rigtigt sjovt.

Hvad: »De lystige koner i Windsor« af William Shakespeare.

Hvem: Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad.

Hvor: Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets have.

Varighed: En time og 40 minutter. Til 23. august.

TV: Troels Lyby: Shakespeare kan være ligeså plat, som han er poetisk: