Da Sidsel blev en mand

Hele 1700-tallets København vækkes til live i Nikoline Werdelins »Visen om Sidsel« på Grønnegårds Teatret. Den – næsten – perfekte sommerforestilling.

Peder Chrisoffersen og Johanne Louise Schmidt får blæst masser af liv i Nikoline Werdelins figurer i »Visen ?om Sidsel« på Grønnegårds Teatret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det heftigste ved Nikoline Werdelins nye stykke til Grønnegårds Teatrets friluftsscene er næsten, at den er baseret på en virkelig historie fra 1700-tallets underdanmark. Som i forgængeren »Natmandens datter«, der for ni somre siden var en stor succes samme sted, er Werdelin dykket dybt ned i fortiden. Hun har ladet sig inspirere af det fortidens København, der vækkes til live med alle de mange billedskabende referencer til skidne lagner og knoglekolde skidvintre, natmænd og horeunger, pispotter og lortebleer, fnat og svindsot, sult og fattigdom – omtrent som vendte hun en sted og frydede sig ved alt det, der myldrede frem af mørket. Det er hernede på bunden af århundredet, som hun giver et synftigt mæle, at hun har fundet historien om Sidsel, som udgiver sig for at være en mand for at beskytte sin venindes ære. Sidstnævnte er nemlig blevet gravid uden for ægteskabet og risikerer offentlig straf og ydmygelse det er. En historie, som naturligvis må ende med spindehus og 15 minutters berømmelse i den skillingsvise, som løber gennem hele forestillingen som et fortællemæssigt omdrejningspunkt.

Johanne Louise Schmidt er en gave til forestillingen som dens skæve heltinde. For mens Nikoline Werdelin ejendommeligt nok vælger at være lidt vævende i forhold til de egentlige bevæggrunde bag Sidsels drastiske og farefulde transformation, sætter skuespilleren ind med lange lemmer, følelsesberedskab og meddigtende fantasi. Der er maskuline kræfter i denne sjoskende, både naive og forslagne pige fra Thy. Ikke alene er hun optændt af at klare sig igennem tilværelsen for den datter, der er sendt i pleje derhjemme. En kamp, hun klarer ved at være kvik i hovedet og hurtig i vendingen. Hun får også en slags forløsning i forhold til at leve sine maskuline sider ud – pludselig i et kønsmæssigt ingenmandsland, der tillader hende at flyde frit mellem lesbisk sex med sin kone derhjemme og forelskelse i en krigsskadet ekssoldat. Hun er queer før sin tid. Alt sammen noget, som Johanne Louise Schmidt med den smukke, ligefremme replik blæser fascinerende, liv i. Tilpas aparte, tilpas til at forelske sig i. Hun er både morsom og rørende, sød og skrap, grovmeleret og fintfølende, når ulykke og glæde vandrer hen over det åbne ansigt. Lige så god er Peter Christoffersen, et kæmpe talent, som den traumatiserede, aftakkede soldat, hun forelsker sig i. En rastløst tikkende desperado med dæmoni i blikket og mørke skygger i sjælen. Og resten af det gammelkøbenhavnske raritetskabinet er på plads: Fra Mette K. Madsens småborgerligt sammenbidte samleverske til Joen Billes excentriske fritænkerpræst og med Jesper Hyldegaard, Michael Moritzen, Christian Gjellerup Koch, Annika Johannessen og Simon Sears på alle de andre poster.

Mørke undertoner

Forestillingen passer naturligvis perfekt til Grønnegårds Teatrets udendørsscene, hvor scenograf Karin Betz har skabt enkle og smukke sætstykker fra den fortid, der omgiver os. Og selv om man godt kunne ønske sig, at Nikoline Werdelin i højere grad havde slået til i forhold til at definere sin hovedpersons bevæggrunde – om ikke andet så for dramatikkens skyld – kan den undskyldes med, at figuren næppe kender dem selv. Og man kan indvende, at iscenesætteren – hun hedder også Nikoline Werdelin – sagtens kunne have hjulpet forfatteren Nikoline Werdelin bedre med at pendle mellem den lette sommerkomedie og de mørke undertoner. Tjener arrangementet nu også altid det, der skal fortælles? Er der ikke noget med tempo og fokus, der ikke altid helt fungerer? Er Tammi Østs musik ikke lidt i øst og vest? Det ændrer ikke på, at der er så meget at glæde sig over i denne forestilling – de frække replikker, de gode skuespillere, den smukke ramme. »Visen om Sidsel« skal nok blive sunget for et stort publikum hen over sommeren. Den har så meget og mangler så lidt.

 

Hvad: »Visen om Sidsel« af Nikoline Werdelin.

Hvem: Iscenesættelse: Nikoline Werdelin. Skillingsvise: Niels Brunse. Musik: Tammi Øst. Scenografi: Karin Betz. Koreografi: Bill Holmberg.

Hvor: Grønnegårds Teatret. Til 22. august. Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause.