Da Halfdan lærte sin ABC

Det Flydende Teater fortæller i »Grinet og døden« historien om Halfdan Rasmussen før børnerim og ABC.

Pelle Nordhøj Kann, Lise Lauenblad og Thomas Bang som digtertrioen og vennerne Morten Nielsen, Ester Nagel og Halfdan Rasmussen i Det Flydende Teaters »Grinet og døden«. Fold sammen
Læs mere

Da den illegale antologi »Der brænder en ild« udkom i 1944, var der en håndfuld ret krigeriske digte imellem. Fulde af blod, støvletramp og had – menneskelige nuancer udmærkede dem ikke. Modsat et af antologiens senere berømte digte, det om Tykke, der blev drillet og tager hævn over mobberne som nazist. »Skæbne« – der senere blev fast pensum i folkeskolen – var skrevet af det unge, gudsbenådede talent Morten Nielsen, der døde kort efter udgivelsen ved en vådeskudsulykke, mens de meget direkte krigsdigte var forfattet af hans gode ven og kollega Halfdan Rasmussen.

Halfdan Rasmussen, der i år ville være fyldt 100, er hovedpersonen i Det Flydende Teaters litterære sommerforestilling »Grinet og døden«. Men det er Halfdan Rasmussen, før han blev Halfdan. Det er historien om en Halfdan Rasmussen, der så gerne vil skrive og være lige som den talentfulde og tilbedte Morten Nielsen. Skrive smukt og stærkt om krigen, døden og modstandskampen.

»Du er ikke nogen falk, du er en lærke«, siger Halfdan Rasmussens kæreste Ester Nagel til ham. For ud af hans pen sprutter lettest sære, søde, sjove rim om insekter og bukser, leg med ord og bogstaver. Og lige meget hvor ihærdigt han fornægter dem retten til at eksistere i så alvorlig en tid, maser de sig ind på ham og os, når vi sejler forbi Elverhøj­koret, der midt i Furesøen højt og klart synger om Mariehønen Evigglad ind til os på båden.

Mens Morten Nielsen har ordene i sin magt, tager ordenene gang på gang magten over Halfdan Rasmussen.

Thomas Bangs Halfdan Rasmussen har noget blødt komisk over sig i de højtaljede bukser med den store knap midt på maven, de runde briller og de røde kinder. Så helt modsat Pelle Nordhøj Kanns beat-agtige modstandshelt Morten Nielsen i læderjakke og slidte soldaterstøvler. Vi holder med og af den bedrøvede, kæmpende Halfdan Rasmussen, mens Morten Nielsen til tider indtager en ikke helt retfærdig skurkepræget rolle. Han kan jo for pokker ikke gøre for, at han er genial?

Men faktisk er det ofte slet ikke mændene, der er forestilingens centrum, selv om de tror det. Det er derimod Lise Lauenblads livskraftige Ester Nagel, som er et muntert og charmerende bekendtskab. En vidunderligt moderne kvinde – stærk, handlekraftig og sikker, hvor hendes mand vakler og tvivler. Det er svært at tage øjnene fra Lauenblad, når hendes Ester ligger og gaber eller vender det hvide ud af øjnene i stævnen, mens de to mænd udfolder endnu en ordduel.

Line Mørkeby fortæller historien om venskabet og kærligheden i en vekslen mellem de rigtige digte af Rasmussen og Nielsen, sat i musik af Jeanett Albeck og spillet af musikerne Helena Englund og Marie Louise von Bülow, og så replikker skrevet på finurlige rim, der viser både os og ham vejen hen til den digter, Halfdan Rasmussen er.

Som ikke er Morten Nielsen, men er Halfdan Rasmussen. Fader til generationer af danske børns ordglæde.

Hvad: »Grinet og døden«

Hvem: Af: Line Mørkeby. Iscenesættelse: Rolf Heim. Komponist: Jeanett Albeck. Scenografi og kostumer: Johanne Eggert og Rebekka Bentzen.

Hvor: Det Flydende Teater ved Baadefartens både, Frederiksdalsvej i Lyngby. Til 15. august. Turné august-september.