Cirkusrevyen slår publikumsrekord

Cirkusrevyen runder et billetsalg på 130.000 inden premieren torsdag. Landets øvrige scener oplever også stor interesse for sommerrevyerne.

Henrik Lykkegaard i årets Cirkusrevy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Juul Pedersen

Alt udsolgt! Sådan er det ikke helt endnu, men det er lige før.

Cirkusrevyen, som i år kan fejre 75 års jubilæum, har endnu en gang slået sin egen rekord. Inden revyen har premiere på torsdag, vil billetsalget have rundet 130.000 solgte billetter. Det er cirka 38.000 flere end samme tid sidste år.

»Det er helt vildt,« konstaterer revyens direktør, Torben »Træsko« Pedersen, som har drevet revyen i 26 år, men som aldrig har oplevet noget lignende.

Telefonerne gløder uafbrudt på Cirkusrevyens billetkontor.

»Hemmeligheden er, at standarden på revyen har været usædvanligt god de sidste år. Vi har haft en tre-fire somre med rigtigt gode revyer. Hvis folk har haft en god oplevelse, så kommer de gerne igen. Og så vil de også sikre sig en god plads i god tid,« siger Torben »Træsko« Pedersen.

Også en lang række af landets øvrige revyer kan melde om et godt billetsalg.

»Det er mit indtryk, at ingen af revyerne klager i øjeblikket. Det danske revylandskab har konsolideret sig,« siger Torben »Træsko« Pedersen.

De store smil fremme

Et par stikprøver støtter påstanden. Danmarks ældste revy, »Rottefælden« i Svendborg, har på nuværende tidspunkt solgt 10.000 billetter, hvilket svarer til to tredjedele af alle billetterne. Og revyen i Sønderborg, der har premiere på fredag, har også det helt store smil fremme: Revyens billetkontor har på nuværende tidspunkt solgt mere end 85 procent af de 20.000 billetter.

I landets næststørste revy, Nykøbing Falster Revyen, udbyder man ca. 32.000 billetter. Her er godt og vel halvdelen solgt, hvilket svarer til sidste år, da revyen satte billetsalgsrekord.

»Vi har kun grund til at være tilfredse,« lyder det fra billetkontoret.