Det bedste nummer kommer et lille stykke inde i første afdeling. Hun stiger op af gulvet iført åbentstående kittel med kig til blonde-BHen, med selvsiddende strømper og tilbageskrabet frisure over den høje pande. Årets revyfund: den detroniserede forskerdronning Milena Penkowa i Ditte Hansens på alle måder velturnerede skikkelse. Her slår Cirkusrevyen for alvor til som satire og topprofessionelt show i ét – tilmed med en moderne, pågående puls i musik og trin, som peger fremad.
Det er der ellers ikke så meget, der gør i årets servering. Alt er ved det gamle i teltet på Bakken. Om det så er Lisbet Dahls skælmsk-uartige hugaf af en festsanger, dukker hun op. Festligt, javist, men velafprøvet. Og Ulf Pilgaard, som for en gang skyld mangler sit store nummer i år, indfinder sig også som sin egen kærlige, efterhånden konfust-surreelle udgave af Majestæten. Denne gang med rod i børnebørnene – der er jo efterhånden også en del at tage af: »Ham den lille i jakkesættet, hvad er det nu, han hedder... I kender ham, når I ser ham.«
Familiealbummet
Og bladrer vi videre i det familiealbum, revyen også er, er det i år den borgerlige regering og alle dens ministre, der må holde for. »Hvad fanden i helvede er meningen med at spørge om noget, jeg ikke kan svare på!« tordner Ulf Pilgaard som Bertel Haarder i en verbal overfusning af hele teltet. Med Lisbet Dahl som en noget mere ordknap, men endnu mere vellignende Birthe Rønn Hornbech. Om det så er Anders Fogh Rasmussen dukker NATO-chefen op igen for gammelt venskabs skyld – vistnok mest fordi det efterhånden er umuligt at se og høre forskel på Henrik Lykkegaard og yndlingsofferet.
Det, han siger, er til gengæld ikke specielt morsomt. Og sådan er der i det hele taget så meget i årets Cirkusrevy. Teksterne er måske ikke helt så gode som ideerne – en kompakt Lars Løkke sættes på scenen i Lisbet Dahls figur og stilles over for Ditte Hansens lange Helle Thorning-Schmidt i en smægtende musicalduet, hvor de angler efter vores kryds. Bliver oplægget fulgt opfindsomt nok til dørs? Det samme spørger man sig selv, når Henrik Lykkegard dukker op som en imponerende vellignende Thomas Blachmann, der skal stemme den ene af dem hjem. Han ligner, han lyder som, men er det egentlig sjovt nok, det han får lov at sige? Men heldigvis er der så meget andet at glæde sig over i årets revy.
Flot er den – fra goddag i blåt til farvel i creme. Nina Schiøttz’ ramme – en blanding af en finere form for origami og et spil mikado – er glimrende. Og James Price har endnu en gang skrevet en håndfuld melodier, som er alt for gode til bare at forsvinde igen, når sommeren er slut, sådan som det oftest er revymelodiens lod. Læg dertil stjernerne, som kan forgylde det hele. Tag Niels Ellegaard som århusiansk zumbalærer med hjælp fra balletten.
Et stykke ingenting hæftet op med en skuespillers egen sans for kropskomikken. Tag Ditte Hansens triste sexolog, forfatter til »Almindelig sex – en kort indføring«. Tag hele holdet i de illustrerede vittigheder, der binder det hele sammen i det underholdende flow og den sikre stil, instruktøren Lisbet Dahl bedre end nogen anden herhjemme forstår at skabe. Danmarks største fætter-og-kusine-fest? Det er Cirkusrevyen stadig.
