Cirkus i curlingforældreland: »Det var en perfekt timet befrielse, da Jacob Riising sagde: ”Hold kæft"«

Cirkus Summarum har i år ti års jubilæum. Men den helt store fest udeblev, da alle de kendte figurer fra DRs børneunivers Ramasjang inviterede inden for i teltet.

Foto: PR-foto. Forestillingen Cirkus Summarum har ti års jubilæum. På scenen optræder Jacob Riising og andre kendte ansigter fra DRs børnekanal Ramasjang.
Læs mere
Fold sammen

»Shit altså. Hvis jeg kommer hjem uden billetter, smider familien mig ud.«

En stresset familiefar var desperat. Han stod i køen til premiereforestillingen i håb om at få adgang til det, der blandt moderne forældre er kendt som de hellige haller: Cirkus Summarum.

Desperationen kender jeg. Min veninde tager en dag fri fra arbejde, når billetterne til showet bliver frigivet. Så populær er den årlige cirkusforestilling med alle figurerne fra DRs børnekanal Ramasjang blevet og så meget vil forældre af i dag deres børn.

Det skulle forestille en fest. Ti år med Cirkus Summarum.

Jeg satte mig bevæbnet med juicebrikker ind i det kvælende varme cirkustelt sammen med min seksårige datter, min ven og hans datter på alder med min, hvor vi alle blev budt velkommen af Signe Lindkvist balancerende på et par høje hæle af den slags, der ellers hører mere lyssky steder til.

I rollen som sprechstallmeister var hun varm, glitrende og slog inviterende ud med armene. Hun var dog ikke mere end det og var et forvarsel på det, jeg manglede aftenen igennem.

Den underfundige sproglige satire, der også får de voksne til at grine med i et fint børneunivers. Man savnede sgu fanme eddermame Rasmus Bjergs mørke cirkusdirektør.

Cirkus har altid handlet om wauw-effekt. Om at se med store øjne på det tilsyneladende farlige og få et rullende, pirrende sug i maven. Om at komme ud - af sig selv og hverdagen.

I Cirkus Summarum vender børnene som tilskuere i den grad hjem.

Bamse, Rosa fra Rouladegade, Hr. Skæg og Motor Mille og de andre vinkede, vinkede og vinkede.

De kunne godt have sparet på nogle af de vink. I momenter blev hyggen decideret tandløs, som da Søren Hauch-Fausbølls klovn, Chico, båttede rundt i manegen.

Motor Mille (Mille Gori) leverede som den eneste smuk magi, da hun højt oppe under loftet komponerede elegant akrobatik i rødt stof. Der var min datters øjne ved at trille ud.

Ellers var der mest dans, sang og fælles håndklap. Et lyspunkt var fodboldidioten Ronni Roligan, der fik hele teltet til at skråle lå, lå, lå. Et andet var et herligt burlesk nummer, hvor Hr. Skæg mødte en skægget dame, der åd alt. Inklusiv Hr. Skægs skæg.

Hvor er dyrene?

Showets røde tråd var det udsagn, der lyste på skiltet foran DRs velspillende bigband: »Vi har dyr«.

Det grinede vores lille selskab særligt af, da min ven specifikt i årevis har valgt Cirkus Summarum netop på grund af manglen på dyr. Dyrene kom. Men i udklædt form.

I en verden, hvor alt kan hentes frem på et Youtube-klip, er det en opbyggelig tanke, at man vil huske alle barnlige sjæle på, at størst er fantasien.

Det tog alligevel noget af rytmen ud af forestillingen. Alt handlede om dyrene, der var der og alligevel ikke. Hvorfor ikke bare skrue helt op for glimmeret og give os en mega-festlig ekstravaganza?

Det var en perfekt timet befrielse, da Jacob Riising sagde: »Hold kæft«. Midt i al pænheden delte han en verbal lussing ud til bandets musikere.

Jeg blev selv fra første række hevet op i manegen af ham i et nummer, hvor han først gav mig en stor, falsk underkæbe på og derefter agerede bugtaler for mig, så jeg ufrivilligt komplimenterede Kristians Gintbergs numse et par gange. Derefter fik jeg lov til at kyle en lagkage i hovedet på Riising. Det var sjovt. Det havde den skarphed, jeg havde ventet på. Man må godt gøre grin med de voksne, med sig selv og ikke mindst denne anmelder. Selvironi er også en vigtig ting at lære de små.

Hvem skulle være hovedpersonen i den store finale? Det skulle den største egoist af dem alle selvfølgelig – Bamse.
Der kom flag og endnu mere fællessang, men der var i jubilæumsforestillingen for langt mellem de dybe grin og den der særlige rørstrømske følelse i maven, som selv de mest standhaftige forældre kan blive overvældet af, når de ser deres små blive lykkelige i mødet med de figurer, de elsker allermest.

Min datter spurgte hviskende undervejs om, det her var cirkus. Hun savnede den akrobatik, det klovneri og det artisteri, hun fra børnehøjde læser ind i ordet. Den bogstavelige linedans, hun havde håbet på, savnede hendes mor i mere overført betydning. Der var for meget mentalt sikkerhedsbælte, for meget velsmurt showmaskine, for meget DR-reklame og alt for lidt stuuuurt, stuuuurt nummer.

Da Cirkus Summarum var slut og vi trådte ud i en smuk aften, blev vi langs udgangen mødt af unge, smilende piger i kostume med et skilt, hvor der stod »Kram«. Det symboliserede på egen ufrivillige måde, hvad der er galt i både curlingforældreland og Cirkus Summarum: Vi drukner i de pæne, søde kram. Af med skåneærmerne til næste gang, tak.