Glem et øjeblik at klovnene er uhyggelige, kostumerne er lurvede, og at der i det hele taget hviler et skær af socialrealistisk romantik over cirkus. Tænk bare på »La Strada« eller »Gøglernes aften«... Og glæd dig så over, at vi i 3D-alderen stadigvæk har en anakronisme, som, når det er allerbedst, er magisk, gysende og i mangel på et passende dansk ord for mindblowing er ja... mindblowing.
Sidste sæson var Cirkus Arena det mest spektakulære, denne signatur længe havde set. Fuldvoksne elefanter, elegante trambolinklovne og ikke mindst seks motorcykler i en dødsdrome. Se det var blodfrysende cirkus for raske piger og drenge og et bevis på, at man kan blande klassiske numre med actionmættede indslag, uden at det går ud over kvaliteten.
Med forestillingen »Cirkus under vand« har Arena med teltpælshøje ambitioner skruet endnu en tak op for virkemidlerne – og forventningerne – med vandbassin og laserlys.
To havfruer smyger sig kælent i en glasbowle men ligner mere showpiger på en natklub et sted i Moskva. En klovn i gummibåd. En vandscooter. Senere to kvinder i guld-G-streng og en stærk mand i ditto tilsat røgmaskine og laserlys. Men det er mere smålummerhed for husarerne end spektakulært.
Dødsdrom er det ikke, da cykelartisten Jefferson Weber cykler på næsten lodrette sider i et cykelbur. Men flot er det, da buret hejses højt op og lyset slukkes. Her holder man et øjeblik vejret.
Cadeau til Arenas forsøg på nytænkning. Desværre trækkes numrene for langt, og da vi hen mod slutningen når til hestene og elefanterne, er vi trætte og har set al for mange ligegyldige og lidt famlende numre uden magi.
Magi og timing hos Benneweis
På en mudret mark hos Benneweis er det hele lidt mere skrabet og traditionelt. Men i stedet for laserlys og vandland får vi en sammenhængende forestilling, der fra sprechstallmeister Judy Glosteds syngende intro til ditto afslutning, er fuld af musikalitet og overskud.
Undtaget er dog første nummer. Her udfører læderklædte mænd hoppeøvelser på traktordæk og ligner en joint venture mellem The Flying Superkids og Bandidos. Lyder ikke som noget kønt syn, vel?
Men derefter følger stjernestunderne: Jongløren og komikeren Coperlin (hold øje med ham, Søren Østergaard!), klovnen Tito Mandina, som både mestrer halsbrækkende trapezøvelser og komik og ikke at forglemme ægteparret The Jasters. Hvad er mere simpelt end at lade en mand kaste knive og skyde med pile fra en armbrøst mod sin kone? Og hvad er mere sindsoprivende at overvære? Her er ingen tricks. Heller ikke da fruen bliver snurret rundt på en drejeskive med afsindig fart og gemalen dybt koncentreret placerer knivene få centimeter fra hendes krop. Indrømmet. Jeg kiggede væk. Og til slut hestene og elefanterne! Og den medbragte kollega hvisker »jeg synes nu det er synd«, og måske er det en brist hos mig eller bare naivt, men jeg er dybt imponeret af de gigantiske dyr.
Mens Arena drukner i effekter, bevarer Benneweis magien og timingen uden de store dikkedarer. Det var ordene. Se så at komme af sted.
