Cirkus-anmeldelse: En hyldest til et styrt

Svenske Cirkus Cirkör gæster Østre Gasværk med Olle Strandbergs både poetiske, alvorlige og humoristiske »Underart«.

Finske Matias Salmenaho i slutscenen fra Cirkus Cirkörs »Underart«. Foto: Mattias Edwall Fold sammen
Læs mere

»Cirkus handler om at tage chancer,« siger en af artisterne i Cirkus Cirkörs forestilling »Underart«. Men at tage chancer går selvfølgelig hånd i hånd med risikoen for, at noget mislykkes.

Det er nu ti år siden, Cirkus Cirkör-akrobaten Olle Strandberg faldt fire meter ned og brækkede nakken, da en tredobbelt saltomortale gik galt i Katrine Wiedemanns fantastiske prisbelønnede forestilling »Havfruen«, i Dansens Hus i Stockholm. Og det er på den baggrund, Olle Strandberg sidste år skabte »Underart«, der ikke handler om selve ulykken, men viser vejen tilbage til et nyt liv, nødvendigheden af at tage chancer og afhængigheden af og tilliden til ens medaktører.

Der er ingen glamour over den både poetiske og humoristiske forestilling, hvor de medvirkende til tider udfolder sig med nærmest underspillet virtuositet, og scenen minder mere om et prøvestudie end en cirkusarena. Sammen med sin lille fine kaffekop viser den herlige muskuløse finske jonglør og akrobat Matias Salmenaho lige fra start også livets skrøbelighed.

Med på scenen er musikduoen Ripple & Murmur, der stemningsfuldt akkompagnerer de i alt fem cirkusartister med både pågående rytmer og følsomme sange. Imponerende er bl.a. et balancenummer, hvor streetdanseren Alexander Dam under et helt sangnummer bare står og balancerer ret op og ned på toppen af to høje lodrette planker som et billede på både udholdenhed og tålmodighed i forhold til at genfinde balancen i livet.

Sjovt er et nummer, hvor han danser med helt ustyrlige lemmer, som har han fuldstændig mistet kontrol over arme og ben, og meget fin er hans duo med den skønne danseakrobat Methinee Wongtrakoon, hvor hans krop skal lære at gå, mens de to artister nærmest smelter sammen til én fælles krop.

Rigtig fin og sjov er også den smidige Methinee Wongtrakoons legende duo med den store Matias Salmenaho, hvor de begge to på skift slæber rundt på hinanden.

Den lille vævre Iris Pelz er sammen med den høje Christopher Schlunk et virtuost akrobatpar, og hun bliver behændigt kastet rundt, laver håndstand og saltomortaler eller hopper let og akrobatisk fra den ene mandlige artist til den anden. I det hele taget er »Underart« meget baseret på akrobatik, og flere numre bliver lidt for lange og ensformige. Forestillingen har til gengæld en styrke i de mere stille stunder med plads til eftertænksomhed.

Hvad: »Underart«.

Hvem: Cirkus Cirkör. Idé og instruktion: Olle Strandberg. Musik: Ripple & Murmur. Scenografi og kostumer: K. og S. Wiklund. Lys: Jenny André.

Hvor: Østre Gasværk Teater, sidste dag 29. august.