ABBA-komponisterne Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ musical »Chess« er et levn fra den kolde krigs dage.
Handlingen? Den er - for nu at sige det mildt - temmelig skakmat. En træg historie om rivaliserende skakgenier, der kæmper om verdensmesterskabet i skyggen af verdenspolitikken, først i de italienske alper, siden i Bangkok.
Den ene er en sammenbidt russer, den anden en ekshibitionistisk amerikaner med barndomstraumer i lasten. Og mellem dem svæver snart amerikanerens kvindelige sekundant, der forelsker sig i russeren, der hopper af . Han viser sig i øvrigt at have en kone.
Lyder det banalt, så er det faktisk endnu værre. Det er også kedeligt. Kan »Chess« overhovedet spilles, spørger man sig selv? Har den overhovedet figurer, der lever, endsige en handling, der kan interessere?
Og hænger musikken - hvor iørefaldende og velkomponeret den end er i sin blanding af ordforstoppet Gilbert & Sullivan-operette, smægtende musicalballader (»I Know Him So Well«, »Anthem«) og pophits med 80er-sound (»One Night in Bangkok«) - egentlig rigtig sammen? Bliver den ikke snarere en ophobning af glimrende, men ikke rigtigt integrerede numre?
Spinkelt drama
På Aarhus Teater hjælper Staffan Aspegrens iscenesættelse desværre ikke meget på sagen.
Tvivlsomt og kluntet koreograferet med et væld af forstyrrende baggrundsaktiviteter for det store ensemble i de to grimme vestibuler, den er sat i, fnidder, som forstyrrer det, publikum egentlig burde koncentrere sig om og interessere sig for: Det drama - hvor spinkelt det end måtte være - der forgår mellem musicalens hovedpersoner.
For endelig ejendommeligt at skifte over i rødglødende og statuarisk operaiscenesættelse i drømmeland i de afsluttende scener, hvor kærlighedsparret - det kan vi godt røbe - må erkende, at fremtiden, den har de haft.
Læg dertil, at castingen i de bærende roller - danske, svenske og britiske sangere i skønsom blanding - næppe kan kaldes ideel med Maria Lucia Heiberg Rosenberg som den lysende undtagelse.
Hendes svale Florence, der tør op undervejs, er klokkeklart afleveret, og de poppede ballader passer hendes ubesværede stemme perfekt. Ligner hun i øvrigt ikke Sheena Easton?
Når hun tager fat, er det lige før, hun sejrer over hele projektet.
Philip Jalmelid som hendes russiske træmand synger pragtfuldt, men skuespiller er han næppe. Og hverken Dramaten-stjernen Jonas Malmsö som den bøssede amerikaner eller Signe Kærup Hjort som desillusioneret russerkone har stemmer til partierne. Bedre bliver det hele ikke af, at teatret ikke har bekostet en oversættelse.
Nå ja, vi synger også operaer på italiensk her i landet uden at kny. Men det lægger altså et ekstra filter ind mellem os og teksten - og tydeligvis også mellem de fleste af sangerne og det, der skal komme ud af deres mund.
Undskyld, men jeg hopper altså af. På Aarhus Teater bliver der aldrig tale om musicalen, der kom ind fra kulden.
