Opera i Teater Hedeland handler ikke kun om opera. De, der ulejliger sig ud til grusgraven ved Høje Taastrup, gør det også for at nyde mad og vin, inden forestillingen begynder. De kommer for at sidde under åben himmel i sommernatten, om den smiler eller ej. De tager del i en event, hvor meget af pirringen ligger i, at man aldrig ved med sikkerhed, om man nu også når til vejs ende.
Det gjorde man ikke i torsdags, da dette års forestilling, Georges Bizets »Carmen«, havde premiere. Arrangørerne forsøgte at holde den gående frem til pausen, for så skal billetudgifterne ikke refunderes, men efter en times absurd show, måtte de kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt var alt og alle gennemblødte. Deres udsendte havde gerne været denne klamme oplevelse foruden.
Så gik det bedre i lørdags, hvor vejret holdt tørt, og hvor man kunne koncentrere sig om det, der foregår på den cirkelrunde scene. Kulisser var der godt nok ikke plads til, men der var jeeps, som soldater kørte rundt i, og der var stole, som skulle forestille et værtshus, og der var bål, som sigøjerne varmede sig ved, og i al sin minimalisme fungerede det godt især fordi instruktøren, svenske Lars Rudolfsson, dygtigt formåede at flytte rundt på de få brikker, han nu engang har at flytte rundt med. Det var ikke en opsigtsvækkende nyfortolkning, men mindre kan også gøre det.
Og sangerne? Randi Stene som Carmen bød, skønt nordmand, på et lækkert iberisk look, og var hendes stemme, med dens lidt frit i luften svævende vibrato, ikke lydefri, så var den dog i stand til at bære partiet hjem. Toptunet tenorskønt sang svenske Michael Weinius som hendes nogle gange elskede Don José, og så pyt med, at han, med sit let bamsede ydre, næppe er typen, som en sej sigøjnertøs som Carmen normalt falder for. Fin var også Jacob Christian Zethner, der gav autoritet til løjnant Zuniga, og Jørn Pedersen som en solid tyrefægter Escamillo, og helt skøn var engleagtige Inger Dam-Jensen som den bly og trofaste Michaëla. Der var også fine stemmer i småpartierne, raske drenge fra Roskilde Domkirkes Drengekor og dygtige musikere fra operaen i Malmø, og vores egen dansk-italienske dirigent Gioredano Bellincampi var garant for varm lyd og sikre tempi. Godt, at vi har ham.
Opera med madkurv er og bliver en mellemting mellem seriøst musikteater og event. Det bliver nok aldrig denne anmelders livret. Men på sin egne præmisser er »Carmen« i Teater Hedeland bestemt en udflugt værd.
