Brødrene Løvehjerte som familieteater: Hvor blev hjertet af?

»Brødrene Løvehjerte« er en historie med store følelser, men de kommer aldrig for alvor frem i Aalborg Teaters familieforestilling.

Man mærker aldrig en ægte varme og inderlighed mellem Karl spillet af Niels Anker Manley (tv.) og hans storebror, Jonathan, Jakob Moth-Poulsen. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

I ugen efter terrorangrebene i Paris poppede et citat fra Astrid Lindgrens »Brødrene Løvehjerte« pludselig op på de sociale medier. Dét, hvor Jonathan fortæller frihedskæmperen Orvar, at han ikke kan slå ihjel:

»Hvis alle var som du, så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed,« siger Orvar, hvortil Jonathans lillebror svarer, at »hvis alle var som Jonathan ville der slet ikke findes nogen ondskab.«

Selv om der er skrevet et hav af historier siden 1973, da »Brødrene Løvehjerte« udkom, har dens historie om at finde et mod og en styrke inde i sig selv, som man ikke troede var der, og om en kærlighed så dyb, at den kan overleve og trodse alt, stadig et fast greb i både gamle og nye læsere. Nogle af dem har købt billetter til Aalborg Teaters udgave af klassikeren, og forestillingen var allerede inden premieren totalt udsolgt.

Instruktøren, Minna Johannesson, har ikke foretaget radikale greb i sin iscenesættelse. Det kan lyde trygt, men når man vælger at lave en teaterversion af en bog, er det nødvendigt, at vi som publikum forstår, hvorfor vi skal se den på scenen, frem for bare at læse den. Og det svar er svært at finde i Minna Johannessons udgave.

Alt for ofte er det, som om der bare glider tableauer forbi, befolket med personer man aldrig lærer at kende, tilføjet en håndfuld enslydende sange sunget af Anna Sofie Fredslund.

Manglen på en overordnet idé og mening med historien mærker man desværre især på, at skuespillerne til tider lyder, som om de stadig er i prøvesalen og læser op af rollehæftet. Uden tvivl fordi de ikke har fået en klar idé om, hvem personerne i historien egentlig er.

Den stærke brødrekærlighed mellem den tuberkuløse Karl og hans storebror Jonathan er omdrejningspunktet i »Brødrene Løvehjerte«. Det er den, der berører os, og som midt i historiens sorgfuldhed og ondskab skal indgyde os tro på livet, kærligheden og en højere mening – trods alt.

Jakob Moth-Poulsen som Jonathan og Niels Anders Manley som Tvebak kysser og krammer utroligt meget, til gengæld mærker man aldrig en ægte varme og inderlighed mellem dem.

Niels Anders Manley får efterhånden spillet sig varm og får balanceret alvoren og sødmen udmærket. Jakob Moth-Poulsen er en meget moden Jonathan med fuldskæg og halvlang page. Han er bamset og hyggelig, men heltematerialet er lovlig godt gemt.

Magien er lagt i hænderne på videoscenografien med dens abstrakte billeder af kirsebærblomster og til sidst et flammehav fra den uhyggelige drage Katlan.

Mindre magi er der desværre i historien og dens mod til at konfrontere os med både den største sorg og stor kærlighed. Derfor bliver det svært at forstå, hvorfor det var netop »Brødrene Løvehjerte«, så mange fandt styrke i, da rædslen greb dem i midten af november.

Hvad: »Brødrene Løvehjerte«.

Hvem: Dramatisering: Johan Gille efter Astrid Lindgrens roman. Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Videodesign: Dark Matters. Kapelmester: Gunhild Kjær.

Hvor: Aalborg Teater. Til 21. december.