Bredspektrede balletvirtuoser

San Francisco Ballet åbnede gæstespillet i Tivoli med super musikalsk og virtuos dans i bl.a. et mesterværk af den unge stjernekoreograf Christopher Wheeldon.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den klassiske ballet sprudler af liv og har det forrygende godt hos San Francisco Ballet. Det blev man hurtigt overbevist om, da kompagniet lørdag aften åbnede sit ugelange gæstespil i Tivoli. Islandske Helgi Tomasson har ikke bare været en krævende og succesrig balletchef i nu 25 år og ført kompagniet op i balletverdenens første division. Han har i samme periode også været San Francisco Ballets chefkoreograf og skabt en lang række værker til kompagniet. Men han har derudover også skabt værker til andre kompagnier, og »Prism«, der åbnede aftenen, har Helgi Tomasson oprindeligt kreeret til New York City Ballets koreografiske projekt, The Diamond Project, i 2000.

Værket er gennemsyret af musikalitet, og der skal da også en koreograf med musikalsk kaliber som Tomasson til vellykket at sætte trin til Beethovens 1. klaverkoncert. Koreograferet i neoklassisk stil formår Tomasson yderst elegant – ligesom Balanchine var ekspert i – at få os til »at se musikken og høre dansen«. Samtidig kommer »Prism« vidt omkring i ballettens trinsprog og er med 29 dansere på scenen en fornem præsentation af det teknisk fremragende kompagni. I første sats er Venessa Zahorian en dejlig solodanser flankeret af de to elegante og flot springende herrer, Jaime Carcia Castilla og Isaac Hernandez.

I den svævende anden sats er Yuan Yuan Tan, der er en af kompagniets ypperste ballerinaer, fuldstændig fortryllende med sine smukke linjer, smidige benløft og musikalske fraseringer i pas de deux med den let springende Tiit Helimets. Og det kan nok være, den sortklædte Hansuke Yamamoto er en virtuos springer i 3. sats. Med Roy Bogas ved flyglet og Tivolis Symfoniorkester i orkestergraven under ledelse af San Francisco Ballets egen dirigent, Martin West, var det også en fornøjelse at lytte til Beethovens musik i »Prism«. Roy Bogas sad også ved flyglet i Tomassons »Chaconne for piano and two dancers« fra 1999 til musik af Händel.

En charmerende, legende og overraskende duo med de to dansere i træningstøj, og hvor man ligesom i Jerome Robbins’ »A suite of Dances«, som Den Kgl. Ballet dansede sidste sæson, føler, at man ser en dans blive til. I »Chaconne« var Vanessa Zahorian tilbage på trippende tåspidser og i masser af snurrende piruetter, nu sammen med Joan Boada i kraftfulde spring og smidige rul på gulvet.

Sej bevægelseskvalitet

Den unge britiske stjernekoreograf Christopher Wheeldon, som til efteråret koreograferer »Tornerose« til Den Kgl. Ballet, har siden 2000 skabt hele ni balletter til San Francisco Ballet.

»Within the Golden Hour« koreograferede han til kompagniets 75-års jubilæum i 2008, og det er en på alle måder gylden stund at være i selskab med det organiske, musikalske og stemningsfulde værk for 14 dansere klædt i raffinerede turkise og olivenfarvede kostumer og badet i varmt lys, som var det dagens sidste solstråler. Til strygermusik af Ezio Bosso krydret med indslag af Vivaldi er der et vidunderligt flow og en utrolig opfindsomhed i Wheeldons klassisk baserede trin med bl.a. sjove skæve løft og raffinerede, pikante valsetrin til vuggende pizzicato-rytmer.

Her er fine detaljer og Wheeldon forstår at bruge og bearbejde sit materiale. Blandt de tre skønne solopar i det mesterlige værk kunne man på premiereaftenen se Sarah van Patten – som nogle vil huske fra hendes tid i Den Kgl. Ballet – sammen med Pierre-François Vilanoba i en herlig pas de deux med supersej bevægelseskvalitet. Sara van Patten var også én af de raffinerede tutuklædte ballerinaer i Jorma Elos afsluttende »Double Evil« fra 2008 med masser af skæve og brudte kropslinjer, associationer til dukkedansen i »Coppelia« og strejf af streetdans hos mændene.

Jorma Elos koreografi har ikke samme pondus som Wheeldons, men har mere præg af show off til pulserende og lidt bombastisk musik af Glass og Martinov. Men danserne er fortrinlige, og alt i alt blev det et fantastisk gensyn med San Francisco Ballet, der ikke har gæstet Danmark siden 1998.