Blomsterbørns børnebørn i energisk flipper-floorshow

Musicalen »Hair« lever på sin ungdommelige magi, men ved ellers ikke rigtig, hvad den skal stille op med de gamle flipperdrømme.

Sanne Salomonsens flipper-mama sender positiv energi ud over Østre Gasværks talentfulde unge hold. Fold sammen
Læs mere
Foto: ‡¶stergasv‡¶rk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den er en mærkelig musical, »Hair«. Handlingen er minimal, ja, den består ikke af meget andet end en række løst sammenkædede sange. Til gengæld er der næppe nogen anden musical i verdensrepertoiret, der i en sådan grad er præget af den tid, den blev til i.

Slutningen af 1960erne, da en generation af unge rejste sig i protest mod de ældre generationers måde at indrette verden på. Med et budskab om fri kærlighed, lighed mellem racerne og en eksperimenteren med stoffer som vejen mod dybere indsigter og den fællessøgende forbrødring, man var overbevist om kunne og ville finde sted.

»Hair« er i sin langhårede, løse form præget af de rebelske, kaos – og kosmossøgende vibrationer, der var tidens. Spørgsmålet er, hvad man stiller op med alle drømmene om harmony and understanding, der hørte en anden optimistisk tid til – bagsiderne ved den frie kærlighed og stofeksperimenterne rører »Hair« i udgangspunktet ikke ved. Og på Østre Gasværk Teater, hvor en ung generation af blomsterbørns børnebørn nu agerer flipperhær fra fortiden, er der heller ikke meget, der gør ondt.

Hippe-madonna

Ganske vist lader man snedigt den ældre Sheilah, den kvindelige hovedperson, optræde også som ældre, der kan gå i kortvarig duet med sit yngre jeg og med den tid, hun tilsyneladende aldrig har sluppet. I hvert fald er den varme stjerne Sanne Salomonsen, der tilfører forestillingen sit eget astralplan, placeret i lotusstilling med fredslys og gode intentioner på sit folkevognsrugbrød og er den, der ser tilbage på det hele som en vemodig, og underligt anonym hippie-madonna, der tilsyneladende sidder fast i noget, der for længst er blæst bort i vinden.

Men nogen stillingtagen til tiden og fortiden tager instruktøren Kenneth Kreutzmann strengt taget ikke i sin iscenesættelse, hvor et reelt drama aldrig får lov at udspille sig, først og fremmest fordi personerne kun ridses svagt op i det store kollektiv. Fred være med det: »Hair« bliver i stedet et energisk flipper-floorshow på Gasværkets nøgne scene, hvor de mange organiske ensemblenumre og tillidsøvelser afløser hinanden og hvirvler over scenen som kulørte klude i en tørretumbler.

Selv om instruktionen ikke rækker til at give figurerne den egenart, der kunne have givet os en idé om, hvad vi skal med »Hair« herovre på den anden side, kan man først og fremmest glæde sig over en eksplosion af ungdommeligt talent. Velsyngende Tim Schou klarer den ene hovedrolle som militærnægteren, der alligevel indrulleres i Vietnamkrigens myrderier, med en umiskendelig udstråling, stramt maveskind, resolut energi og fin følsomhed, mens Simon Stenspils professionalisme, ødsle scenecharme og drive er et vigtigt aktiv for gruppedynamikken i den anden. Sarah Viktoria er sød som unge Sheilah, mens navnlig Anne Sofie Steen, Sara Broberg og Jean Michel får lov at imponere med imponerende stemmepragt fra soulland.

Jo, hippie-drømmen lever. Eller gør den? »Hair« på Østre Gasværk er ikke noget dårligt syretrip til fortiden, men heller ikke et, der fører til nye indsigter. Lidt for meget harmoni, lidt for lidt forståelse.