»Ballet is woman« sagde George Balanchine, der forgudede ballerinaens gratie og kropslige plasticitet. Og som en af de koreografer, der har skabt noget af den ypperste koreografi til den kvindelige danser, indleder Den Kgl. Ballets nye interessante program »M/K Ballerina« da også med Balanchines udødelige mesterværk »Serenade«. Et værk, der sender et sus af betagelse gennem Operaen, når tæppet går til det stemningsfulde åbningsbillede med 17 ballerinaer i lange lyseblå tylsskørter. Og smukt blev der danset på premiereaftenen med en sikker Susanne Grinder i spidsen.
Hun har også fået uriasposten at følge i Anna Pavlovas fodspor og danse Fokins berømte solokoreografi »Den døende Svane«. Grinder er nået langt med partiet med de karakteristiske bølgende arme, men mangler endnu noget af den døende fugls sårbarhed og smerte i sin lidt kølige fremstilling.
En helt anden form for ekspressivitet er der i soloen »Five Brahms Waltzes in the Manner of Isadora Duncan«, der er Sir Frederick Ashtons hyldest til den moderne dans’ pioner, Isadora Duncan. Og her var Maria Bernholdt på bare fødder og i løse gevandter helt i ét med sin rolle.
Som en skarp kontrast til de blide ballerinaer i den lyriske »Serenade« står flokken af aggressive edderkoppekvinder i Jerome Robbins’ fascinerende »The Cage«, hvor ballerinaen som et stikkende insekt med sin tåspidssko spidder det modsatte køn til døde efter parringen. Og sikken en sensualitet i den erotiske pas de deux mellem han- og hundyret alias Jean-Lucien Massot og dejlige Jodie Thomas – aftenens højdepunkt.
Store var forventningerne til Kim Brandstrups afsluttende kreation, »Eidolon«, der som titlen antyder handler om skyggebilleder og spejlinger.
Fin er idéen med at bruge spejlmetaforen på balletkunsten, der starter i studiet med spejle og barrer, og meget flot er det scenografiske rum skabt med lys og video. Men selve koreografien for 13 dansere til Kim Helwegs elegant instrumenterede orkestermusik, er for pastiche-præget og formår kun momentvis at bevæge følelsesmæssigt.
