»Vi forsøger at indfange det flygtige, det mirakuløse og fastholde det på vores lærreder, at standse tiden, men vi dræber det i forsøget.« Sådan siger den berømte New York-kunstner Mark Rothko i stykket »Rød« på Betty Nansen Teatret. Og så har man allerede lidt af fornemmelse for tonen i stykket, hvor Rothko skal male en serie abstrakt-ekspressionistiske billeder til den mondæne restaurant Four Seasons, men udfordres i sin opfattelse af sig selv og kunstens rolle af sin nye, yngre assistent.
Det amerikanske snakkestykke benytter nemlig sine figurer som undskyldning for en diskussion af kunstens rolle og kunstnerens ditto. Intellektuelt, men ikke så meget at det gør noget - og hele tiden på den der amerikanske facon, hvor den belæste og begavede dramatiker namedropper Nietzche og Pollock og høres bag replikkerne.
Hele stykket bliver sådan set bare en blændramme for kunstsnakken. Lejlighedsvist stimulerende, men også - nå, ja - en lille smule kunstigt. Når dramatikeren så endelig gerne vil sende lidt ægte følelse ind i foretagendet, bliver det hele lige lovlig overgjort postuleret.
Sofastykke? Det kan »Rød« sådan set selv være. Men så har stykket alligevel noget. To roller, som trods alt er til at spille. I hvert fald af Flemming Enevold og Thure Lindhardt, der begge er aldeles fremragende i Peter Langdals fine instruktion, der har forbilledlig fornemmelse for stykkets rytme - hans bedste iscenesættelse længe. Enevold - næsten ukendelig med skaldepande og moustache - mestrer rollen som den passionerede malermester Rothko: Det furiøse temperament, intellektet, kompromisløsheden, et glimt i øjet og en momentan latter, der trods alt gør denne mand udholdelig midt i hans monumentale egocentricitet, der slås en smule hul på undervejs. En flot og fuldt gennemarbejdet præstation. Bravo!
Thure Lindhardt må længe nøjes med at være den lidt for naive lærling, men det er der naturligvis en pointe i, når han med sammensparet kraft endelig får taletid i sidste halvdel, hvor kunstkampen sætter ind. At den for alvor får lov til at slå gnister, kan man takke både Enevold og Lindhardt for.
