»Black Diamond« er en flot, men lidt for glinsende og glat danseforestilling

Tim Rushton og Dansk Danseteaters nye helaftensværk »Black Diamond« er fyldt med flotte scenebilleder og hamrende dygtige dansere. Men værket er ikke Tim Rushtons fineste koreografiske ædelsten.

Eneren i mørket i den flotte, men lidt for glinsende og glatte forestilling "Black Diamond". Foto: Henrik Stenberg Fold sammen
Læs mere

Diamanter kan have mange forskellige former og slebne facetter. De kan være kulsorte og glimtende hvide, på én gang skarpe og smukke, og så kan de symbolisere alt fra kærlighed til rigdom og magt.

Og det er netop diamantens forskellige farver, egenskaber og symboler, som er afsæt for Tim Rushtons og Dansk Danseteaters nye, spektakulære helaftensforestilling »Black Diamond«.

Det hele starter mørkt og dystert til dumpe lyde, inden sølvkonfetti drysser ned ovenfra som glitrende diamantstøv, der spreder glimt af lys i mørket. Men det er mørket, der er grundtonen i første akt, hvor bagvæggen i Johan Kølkjærs flotte scenografi er formet som en ujævn, sort og glinsende diamant.

Her i mørkets univers oplever vi eneren over for gruppen, der i et glidende flow indtager scenen til Trentemøllers fængende elektroniske musik og pulserende dunkende rytmer.

Men rummet er også magtens kampplads, når mændene faretruende rykker frem mod kvinderne. Og efter Anna Sendas fine og på én gang blide og robotagtige duo med Alessandro Sousa Pereira til Balanescus stille strygermusik bliver hun i en velkoreograferet trio fanget som kastebold mellem to mænd.

Højt oppe på en balkon skrider skikkelser afsted, som iklædt Charlotte Østergaards fantasifulde kostumer ligner takkede krystaller, og den lysende krystal i deres hænder minder os om lyset i mørket. Men forestillingens gentagne leg med svingende ledlys bliver alt for meget effektmageri.

Til gengæld er det yderst effektfuldt, når tolv dansere fra forskellige grupperinger i slutningen af første akt forenes i kraftfuld, næsten militant, synkron dans over for enegængeren med den nøgne og sårbare overkrop.

Hamrende dygtige dansere

I anden akt, hvor den sorte bagvæg er forvandlet til en skinnende sølvhvid diamantflade, er der fortsat mørke kræfter på spil i det kølige univers fyldt med fremmedgjorte væsner i skarpe og kantede bevægelser.

Et højdepunkt er en fin duo med to finurlige ansigtsløse individer, der iklædt diamantlyseblå heldragter folder sig ud som robotter i en dekonstrueret vals, inden magtfulde mænd kaster sig over enegængeren, som de vrider, drejer og styrer efter behag. Men det er enegængeren, der forstår at lytte til hjertet og finde lyset og til toner af Philip Glass til slut også finder det menneskelige frem hos den futuristiske robotkvinde, når han afklæder hende skallen, så hun står helt nøgen tilbage.

Som altid er det en fornøjelse at se de hamrende dygtige dansere i Dansk Danseteater. Men »Black Diamond« er ikke den fineste koreografiske ædelsten, Tim Rushton har kreeret. Flere gange går de koreografiske idéer i tomgang, og forestillingen savner den følsomhed og dybde, som Rushton så fornemt behersker, når han er bedst.

Men her er masser af flotte scenebilleder i dansens fine samspil med scenografien, og tydeligvis har Rushton haft et stort, bredt og vidt forskelligt internationalt publikum i tankerne til dette store, nye værk, som nu skal på turné i både Europa, Asien og Australien.

Hvad: »Black Diamond«.

Hvem: Dansk Danseteater. Koncept og koreografi: Tim Rushton. Scenografi: Johan Kølkjær. Lys: Jacob Bjerregaard. Kostumer: Charlotte Østergaard.

Hvor: Gamle Scene, sidste dag 11. maj.