Bide, bide, aldrig sutte

»Syngepigerne« på Nørrebro Teater tager hårdt på fortidens frække viser.

Opretstående: Laurits Emanuel, Jeanette Lindbæk Birk, Signe Kærup Hjort og Ina-Miriam Rosenbaum viser varerne i »Synge­pigerne«. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Hvad er ideen bag forestillingen »Syngepigerne« på Nørrebro Teater? Den har karakter af en teaterkoncert – og i den genre plejer man jo gerne at ville omfortolke de oprindelige forlæg for at kaste nyt lys på dem.

De medvirkende – Ina-Miriam Rosenbaum, Signe Kærup Hjort, Jeanette Lindbæk Birk og musikeren Laurits Emanuel – kommer da også ind på scenen i fuldt futteral, som vi kender det ude fra Bakkens Hvile.

Men snart er en striptease til den bare særk i gang. Og afklædningen fortsætter, for i den time og et kvarter, som forestillingen varer, skal vi tilsyneladende ind under huden på de pikante – lad os bare kalde dem frække – viser fra oldemors tid, hentet ikke bare fra sangerindepavillonen, men også fra revyen, hvor slibrige dobbelttydninger stod i kø og rigtig meget handlede om, hvad der dog kunne ske for en ung pige i et skovbryn.

Forestillingen kan ikke finde ud af, om den vil være en fræk teaterfest eller udstille vrangsiden af den (mandlige) seksualitet, der kommer til udtryk i viserne. Bide, bide, aldrig sutte! Der er nok tale om en dobbeltstrategi, men den lykkes ikke.

Traditionen skal for eksempel tilsyneladende ordentligt have taget uskylden, når en poetisk vise som PHs sværmeriske »Efter sådan en yndig aften« skal forvandles til en voldtægt, eller når visen om hende, der mister sin dyd som 17-årig, skal gøres til en sang for en moden kvinde, der krampagtigt udstafferes som Lolita-luder fra en pornofilm.

Det virker ærligt talt lidt sammenbidt anstrengende og som at skyde gråspurve med kanoner. Andre gange peppes de harmløse viser om ham med den store kølle eller den om den hårdtslående lillemor fra Lyngbyvej op med lige så hårdtslående rytmer til pompøse, men alligevel fattige discotracks.

Hvor er den overgivne sjov og vemoden

Og så savner man både den overgivne sjov, selv om Ina-Miriam Rosenbaum er lige ved at være der et par gange, og hvad med den vemodige poesi, der tilsynealdende ikke er inviteret indenfor?

Om det så er »Glemmer du«, som den hårdtarbejdende Rosenbaum ellers lægger så flot an til som diseuse med stort format, ender hun vrængende med en tygget serviet i munden.

Det hele bliver ærligt talt lidt uspændende, hvor nydeligt de tre kvinder og den ene herre end indimellem synger, hvor meget der end gnides på lår, tages i skrævet og spredes ben med dødbiderminer.

Når ideen synes vissen og død, skyldes det ikke bare, at viserne lever af uskyld og underfundig uartighed i ét og slet ikke kan holde til at blive så hårdhændet voldført.

Skyldes det også, at teaterkoncerten som genre – instruktøren Rolf Heim har efterhånden lavet en del af dem – sidder mere og mere fast i sine egne konventioner? Det virker sådan.

Hvad: »Syngepigerne«.

Iscenesættelse: Rolf Heim. Musikalsk arrangement: Laurits Emanuel.

Hvor: Nørrebro Teater. Til 20. december.