Berusende ung kærlighed

Den nyudnævnte solist Andreas Kaas er sammen med Ida Praetorius et fantastisk velmatchende ungt stjernepar i »Romeo og Julie«.

De to solister Andreas Kaas og Ida Praetorius som Romeo og Julie i John Neumeiers ballet. Foto: Det Kongelige Teater Fold sammen
Læs mere

Man kan roligt kalde John Neumeiers Shakespeare-ballet »Romeo og Julie« for en langtidsholdbar klassiker. Siden danmarkspremieren i 1974 har generationer af dansere i Den Kgl. Ballet medvirket i det geniale dansedrama til Prokofjevs nuancerede musik.

Og til repremieren fredag, hvor nye, unge dansere gjorde deres indtog, var balletten i Jürgen Roses smukke scenografi og renæssancekostumer lige så gribende og perlende frisk som altid og fremstod endnu engang som et af de allerstærkeste dramatiske værker i Den Kgl. Ballets repertoire.

Overordentligt glædeligt var det ikke mindst at opleve de to unge jævnaldrende stjernedansere, Andreas Kaas og Ida Praetorius, i titelrollerne. For vi har tidligere flere gange set en purung Julie danse sammen med en ældre Romeo eller to garvede solodansere forløse dramaet på fornemmeste vis.

Men med to vildt talentfulde dansere på kun 22 år får balletten nu en ekstra troværdig ungdommelig gnist og gejst, og de to unge dansere er et perfekt match i »Romeo og Julie«.

Tidligere har de også danset sammen i Neumeiers »Kameliadamen», hvor Andreas Kaas fik sit dramatiske gennembrud som Armand Duval. Fredag morgen blev han meget velfortjent udnævnt til solist, og hans debut som Romeo fredag aften viste med al tydelighed både den elegante dansers tekniske snilde og tæft for det dramatiske.

Han sprudler i den sorgløse lyksaligt forelskede dans, men viser også meget fint Romeos bevidsthed om, at han har blod på hænderne efter drabet på Julies fætter, Tybalt.

Ida Praetorius, som i 2014 blev udnævnt til solist, funklede allerede som en bedårende Julie i 2013. Siden er hun blevet teknisk endnu stærkere og mimisk endnu mere udtryksfuld, og hendes dramatiske spil i udviklingen fra uskyldig, pjanket og genstridig, usikker pige til handlekraftig ung kvinde var eminent til repremieren.

Sammen får Andreas Kaas og Ida Praetorius næsten tiden til at stå stille, når Romeo og Julie fuldstændigt berusede af forelskelse første gang er alene til festen i Julies hus.

Med smukke linjer, musikalske fraseringer og intenst samspil folder de sig ud i balkonscenens store kærligheds-pas de deux. Og deres intense samspil fortsætter til døden tragisk skiller de elskende i slutningen.

Rollerne rundt om de to hovedpersonerne er også stærkt besat. Alexander Bozinoff er skøn som Romeos livsglade ven Benvolio og Sebastian Haynes formidabel som den sprælske ven Mercutio.

Ulrik Birkkjær og Susanne Grinder, som for tre år siden dansede titelrollerne, træder nu stærkt i karakter som Julies forældre, Lord og Lady Capulet. Og i denne opsætning er man ikke i tvivl om Lady Capulets erotiske forhold til sin intrigante nevø, Tybalt, der gestaltes stærkt af Sebastian Kloborg.

Premiereholdet kan ses i biografer landet over, når »Romeo og Julie«  6. april streames live fra Gamle Scene. På andet hold kan man opleve solodanserne Gregory Dean og J’aime Crandall i titelrollerne.

Hvad: »Romeo og Julie«.

Hvem: Koreografi: Neumeier. Musik: Prokofjev. Scenografi: Jürgen Rose. Den Kgl. Ballet, Det Kgl. Kapel, dirigent Graham Bond.

Hvor: Gamle Scene, sidste dag 16. april.