Først har man lyst til at gå sin vej. Til sidst ville man ønske, at man kunne blive siddende lidt længere.
Tyske Peter Konwitschnys egensindige bud på Richard Wagners højromantiske opera »Lohengrin« er umulig at forholde sig entydigt positivt eller entydigt negativt til. Som teaterhåndværk er det i mesterklassen. Som Wagner-fortolkning går forestillingen til alle tænkelige yderligheder. Den begynder som forræderi mod komponisten, men ender med fuldgod forløsning. Undervejs når man både at fnise modvilligt og græde med glæde. Sikke dog en rutschetur.
Lad os lige indledningvis slå fast, at »Lohengrin« er ridderromantik, der forslår. »Lohengrin«, som Wagner skabte den, vel at mærke. Kong Heinrich er rejst til egnen omkring Antwerpen for at hverve tropper til sin germanske kamp mod ungarerne, men han ender midt i en strid om magt og ære og brodermord. Den purunge Elsa beskyldes af Friedrich von Telramund for engang at have slået sin bror ihjel, og hvem har nu ret? Så dukker Lohengrin op. Han tror på Elsas uskyld og udfordrer - ridderligt - Telramund til duel. Gud vil lade den vinde, der har ret. Det er alle enige om. Lohengrin vinder. Hele forløbet er fyldt til bristepunktet med følelser, poesi og musik, der kan få et stenhjerte til at smelte.
Men hvad gør så Peter Konwitschny? Han sørger for, grundigt og konsekvent, at sabotere alvoren, højtideligheden og lidenskaben. Middelalderens Antwerpen er blevet til en skolestue på en tysk undervisningsanstalt fra før reformpædagogikkens tid. Kong Heinrich giver den som en slags preussisk overlærer med pegepind og legetøjskongekrone. Ridderne og deres kvinder er pjattede, papirkuglekastende unge lømler i skoleuniformer. Der er ingen rigtige våben, kun træsværd. Der dufter - i overført betydning - af prutter og æggemadder. Man får lyst til lukke øjnene, så Wagners mesterværk kan få lov til at gøre sin virkning. Uforstyrret af en tosset operainstruktørs narrestreger.
Men man bliver selvfølgelig siddende, og man ser Lohengrin dukke op af en lem i gulvet. Man ser, at den svane, han rider på, er en lille dreng, der vifter med armene som en fugl, og man konstaterer, at iscenesættelsen dermed forudgriber sidste akt, hvor svanen forvandler sig til den bror, som alle tror er død. Man medgiver, at dette er en original løsning på den udfordring, det er at fremstille en svaneridende germansk helt, uden at det virker komplet latterligt.
Nu begynder det hele - langsomt - at give mening. Da Lohengrin ankommer, er han den eneste voksne blandt børn. Han er - skal det snart vise sig - et varsel om den voksenverden, der efterhånden får overtaget i operaen. Men det varer stadig lidt endnu. Da Telramund og hans rænkespillende hustru, Ortrud, er blevet sat midlertidigt ud af spillet, er det stadig som uartige poder, der sidder efter, og da de planlægger deres hævn, sker det mellem pultene og foran den grønne tavle. Da Lohengrin og Elsa skal tilbringe deres første kærlighedsnat sammen, efter at de er blevet gift, bliver forspillet til den ægteskabelige elskov ligeså konsekvent skoleagtigt iscenesat: Som et stykke seksualundervisning.
Men så sker der noget. Da Lohengrin og Elsa er alene, er det pludselig to voksne mennesker, der ligger og kravler og gramser. Elsas lillepigenuttede gestik er pist væk, nu er hun en elskende kvinde, og hun vil have Lohengrins hemmelighed. Hun vil vide, hvem han egentlig er. Hun kan ikke længere dy sig, selv om han har advaret hende. Han, derimod, vil have hendes krop, for nu er hun hans, og Stig Fogh Andersen og Ann Petersen gennemspiller og gennemsynger denne scene med kraft og styrke og overbevisende gestik. Ann Petersen, der fik chancen for at synge Elsa på premiereaftenen, fordi Inga Nielsen var sygemeldt, formår i sit skuespilleri at præstere en overbevisende forvandling fra tøs til kvinde, med udslået hår og sexet natkjole og det hele. Man kan så indvende, at kontrasten mellem de to livsaldre mere er til at se, end til at høre, men det tager vi med, for da Ann Petersen først begynder at folde sig ud som erotisk Elsa er man solgt.
Denne »Lohengtrin« handler, som man måske allerede har gættet sig til, om overgangen fra barn til voksen. Hvilket understreges symbolsk, da Elsa og Lohengrin afbrydes i dobbeltsengen. Telramund og hans mænd stormer ind for at slå Lohengrin i hjel, og Lohengrin griber ud efter sit sværd. Nu er det ikke længere infantile træsværd, men rigtige mandesværd, der slås med, og som Telramund dræbes med. Nu forsvinder skolestuen også. Peter Konwitschny har vist os, at der er sket en uoprettelig forvandling. Han har givet os en »Lohengrin«, der - med Elsa som omdrejningspunkt - beskriver den tabte uskyld som et menneskeligt grundvilkår. Det er Wagner på Konwitschnys præmisser. Instruktørens endelige sejr over ophavsmanden. Hvad enten man kan lide det eller ej.
Midt i alle de blandede følelser, som denne »Lohengrin« får til at boble op i et stakkels anmelderhoved, kan man glæde sig over, at Den Kongelige Opera kan sin Wagner. Først og fremmest har vi i Ann Petersen fået en ny, stærk kvindelig Wagner-sanger. Tillykke til os allesammen. Som Telramund har Kjeld Christoffersen rigtig meget at byde på- alvor, smerte, vrede - og Susanne Resmark som hans hustru Ortrud er som altid vulkansk i sin vælde. Ond, stærk og forrygende. Stig Fogh Andersen har vel ikke så ung, sprød og lysende en røst, som en Lohengrin ideelt bør have, men han former sin figur intelligent og musikalsk. Sten Byriel synger godt som kong Heinrich, men uden overvældende myndighed, hvilket på den anden side harmonerer meget fint med, at han aldrig får lov til at skifte de korte bukser ud med noget mere mandigt. Det er i det store og hele så hørværdigt, som man med rimelighed kan forlange, og hvor er Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor dog bare fremragende, når det rigtig kører. Aftenens dirigent, Friedemann Layer, er en musiker med en fornem sans for proportioner og en klangskønhed, der aldrig forfalder til klangorgie. Det var meget dejligt at lytte til, og til sidst, da det hele var slut, var man nærmest glad. Det viste sig, at Peter Konwitschnys konsekvente iscenesættelse ikke er spor gal. Den virker bare sådan. Tingene går op til sidst, selv om prisen er høj. Om det så er det hele værd, kan man godt sætte et stort spørgsmåltegn ved. Kedeligt er det i hvert fald ikke.
