Ballet med nye udfordringer

Corpus, Den Kgl. Ballets nye kreative initiativ, har lavet en fantasifuld og underholdende forestilling, men koreografien halter.

Kizzy Matiakis’ solodans til »Bang bang, my baby shot me down« i Corpus nye forestilling »We are not waving ... we’re drowning«. Foto: Costin Radu Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sprudlede af danseglæde, og der var fuld knald på energien, da Corpus, Den Kgl. Ballets nye kompagni i kompagniet, for første gang indtog scenen i december som en del af Jule-Hübberiet. Dengang med et meget vellykket abstrakt balletværk skabt af danserne i samarbejde med Corpus’ to ledere og koreografer, solist Tim Matiakis og korpsdanser Esther Lee Wilkinson.

Nu præsenterer Corpus sin første helaftensforestilling, »We’re not waving ... we’re drowning« (Vi vinker ikke ... vi drukner), der er helt anderledes eksperimenterende, showpræget og teatralsk. Energien, entusiasmen og den kreative gnist mangler bestemt ikke i den montageprægede og på mange måder underholdende forestilling, hvor 45 dansere lige fra aspiranter til solodansere er med på scenen. Men Tim Matiakis’ og Esther Lee Wilkinsons koreografi er i mange indslag for tynd og uinteressant.

Tematisk kommer forestillingen med den tragikomiske titel vidt omkring og sætter blandt andet fokus på ballettens tilstand i dag.

Helt konkret bliver der stillet spørgsmål til, hvordan man kan gøre dans mere interessant og attraktiv for hele landets befolkning, når solodanser Gitte Lindstrøm i rollen som talkshowvært interviewer tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) på scenen. Og meget humoristisk bliver interviewet kommenteret rent kropsligt af fire sortklædte dansere bag den tidligere minister, der som bekendt luftede tanker om at lukke Gamle Scene, hvor balletten holder til.

Men forestillingen bevæger sig også gennem livets store temaer som død, kærlighed, sex og krig i sin kollage af ti forskellige stemningsfulde universer.

Herlig er starten, hvor Morten Eggert og Christian Hammeken som englene Gabriel og Daniel kommer svævende ned fra himlen og taler til det døde publikum.

Bedst fungerer i det hele taget indslagene med blot en eller to dansere som f.eks. Kizzy Matiakis’ smidige og kantede solo på gulvet til Nancy Sinatras »Bang bang, my baby shot me down« eller Tina Højlund og Nicolai Hansens følsomme duo til Basia Bulats »Little Waltz«. Og Alexander Stæger er en yderst overbevisende desperado i sin solo til Mikael Simpsons »Det var en lørdag aften«, inden det går løs med krigens maskuline ensembledans til Steve Reichs pågående strygekvartet »WTC 9/11«, komponeret til mindet om 11. september 2001.

Mange af de øvrige ensembleindslag bærer præg af stor ståhej for ingenting. Til gengæld er det en sjov idé med pauseindslag i foyeren, hvor modeskaberen Monsieur Erik alias Erik Aschengreen præsenterer danserne i en række outrerede teaterkostumer.

Aftenen igennem fornemmer man dansernes engagement og glæde over de nye udfoldelsesmuligheder, og der er ingen tvivl om, at Corpus er et godt og forfriskende initiativ. Men de dygtige dansere, der absolut forstår at træde i karakter, skal både for deres egen og publikums skyld have et bedre koreografisk materiale at arbejde med.

Hvad: »We’re not waving ... we’re drowning«.

Hvem: Corpus. Koreografi, iscenesættelse og kostumer: Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Scenografi: Thomas Holm Radil. Lysdesign: Anders Poll.

Hvor: Skuespilhuset. Sidste dag 8. juni.