Bag fængslets tykke mure

Opera. »Fidelio« Ann Petersen har i mere end én forstand bukserne på i Den Jyske Operas opsætning af Beethovens umulige befrielsesopera »Fidelio«. Men trods dette og andre lyspunkter overbevises man ikke om, at det sympatiske monstrum virkelig er besværet værd.

Et lykkeligt gensyn: Jens Krogsgaard som Florestan og Ann Petersen som Leonore i Jonathan Millers iscenesættelse af »Fidelio« på Den Jyske Opera. Foto:Anders Bach Fold sammen
Læs mere

Misforstå det ikke: Ludwig van Beethoven er en gigant. Bedre komponist findes ikke. Den klassiske musik ville være uendeligt meget være fattigere uden ham. Men det ændrer ikke ved det faktum, at hans eneste stykke musikdramatik, befrielsesoperaen »Fidelio«, er en sært uhåndterlig størrelse, der falder i to umage dele og kun er værd at beskæftige sig med, fordi der - trods alt - er passager, hvor geniet trænger igennem og får tilskueren/tilhøreren til at glemme alle manglerne. »Fidelio« er kort sagt en udfordring. For at sige det mildt. Imponerende, at nogen overhovedet tør prøve kræfter med dette sympatiske monstrum.

Men det gør de, ikke desto mindre, på Den Jyske Opera, der torsdag havde premiere på»Fidelio« i Musikhuset Aarhus, og med Giancarlo Andretta i spidsen for Aarhus Symfoniorkester blev der lagt et fundament, som var, om ikke blændende, så dog solidt og bæredygtigt.

Så langt så godt.
For iscenesættelsen stod det britiske multitalent Jonathan Miller, og man var spændt, inden tæppet gik, for hvordan ville han tackle denne historie om Leonore, der forklæder sig som manden Fidelio og begynder at arbejde i et fængsel, hvorY hendes ægtefælle, Florestan, er ved at rådne op i sit hul, og som i øvrigt er så overbevisende i sin selvvalgte bukserolle, at fangevogteren Roccos datter, Marcelline, forelsker sig i ham/hende? HvordanY ville han få overbevisende teater ud af noget, der begynder som godmodigt borgerligt tysk syngespil og ender som en storstilet hyldest til frihed og broderskab, komplet med Fidelio/Leonore, der befrier sin mand fra hans lænker, så alle er glade, undtagen de onde?

Jonathan Miller vælger en forudsigelig, men brugbar model: »Fidelio« udspiller sig, i hans iscenesættelse, i noget, der minder om et europæisk land et sted i midten af forrige århundrede. Der gives associationer til både DDR og Nazi-Tyskland, og det er OK, men som sagt ikke vildt overraskende, men så er der altså lige dette med at få interessante figurer ud af de sort/hvide typer, der så at sige er indbygget i værket, og det lykkes kun delvis. Hvilket - som antydet - ikke nødvendigvis er iscenesætterens skyld.

Mest overbevisende, rent psykologisk, er den altid velsyngende Stephen Milling, der med få virkemidler formår at udtrykke den godhjertede Roccos splittelse mellem pligt og tilbøjelighed. Ann Petersen synger en flot Fidelio, med wagnersk timbre og temperament - hun er i mere end én forstand den, der har bukserne på i denne opsætning - mens Elsebeth Dreisig omvendt er en meget lyrisk Marcelline. Og så er der Jens Krogsgaard, der som Florestan har hørbart besvær med at tackle Beethovens utaknemmelige noder. Da han for første gang, liggende i sit fangehul, bryder ud i sang, lyder han næsten som én, der har ligget dér i årevis og sultet og tørstet, og det kan der selvfølgelig være en pointe i. Videre kønt er det ikke at høre på.

Til gengæld er der solide præstationer af John Lundgren, Niels Jørgen Riis og Morten Frank Larsen, og Den Jyske Operas Kor klinger smukt og flot, selv når de mandlige medlemmer skal forestille fanger, der for en stund er kommet ud i lyset og knap kan stå på benene af bare udmattelse. Sådan er opera. Det er ikke realisme. Det skal det heller ikke være.

Men blev man så overbevist om, at »Fidelio« er en opera, der er besværet værd? Næh. Værkets indbyggede svagheder har alle dage forekommet næsten uovervindelige. Det ændrer denne opsætning ikke ved. Men det er da flot, at de tør, jyderne.