To herrer giver deres kærester chancen for et sidespring. Vil pigerne gribe den? Er de troløse?
Den Jyske Opera turnerer i øjeblikket med en af Mozarts sidste operaer, »Così fan tutte« fra 1790. Titlen betyder »Sådan gør de alle«. Underforstået alle kvinder.
For de unge mænd skal selvfølgelig prøve spørgsmålet af. De siger farvel til damerne og vender tilbage kort efter. Nu forklædt som to forførere af anden etnisk herkomst. Hvorefter kvinderne gennemskuer spøgen og går ind på den, men falder for den forkerte.
Værket kan ligne et lystspil af den fjantede slags. Det kan også ses som en meget mørk historie med en lige så mørk musik. Alt afhænger af den lup, de kreative hoveder bag scenen har valgt.
Men en meget rost opsætning på Den Jyske Opera vil det anderledes. Både stilen og slutningen bestemmes af publikum selv. Den demokratiske opera er en realitet!
Verdens opmærksomhed
Forestillingen har spillet i Odense Koncerthus de seneste dage og rammer Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv 12. marts.
Annilese Miskimmon er Den Jyske Operas irskfødte chef og har været optaget døgnet rundt den seneste tid. Rygtet om Den Jyske Operas usædvanlige satsning har bredt sig som løbeild.
»Ja, jeg har virkeligt været operachef non-stop,« siger Annilese Miskimmon.
Seneste opringning til chefen kom fra Financial Times i London. Ellers ikke en udgivelse med kultur som højeste prioritet. Men nye og anderledes vinkler på klassisk musik er blevet godt stof over alt – så britisk erhvervsliv skulle da lige høre om hendes demokratiske opera.Så alt er gået godt indtil nu?
»Det er gået over al forventning. Folk har været utroligt engagerede i projektet. Ikke kun de medvirkende, men også publikum. Så mit største succeskriterium er helt klart opfyldt.«Og du synes ikke, ideen lyder lidt pjattet?
»Slet ikke. Der ligger nogle meget klare tanker bag det hele. En af dem handler om forholdet til vores publikum. Jeg har fra begyndelsen stillet folk nogle udfordringer og på den måde holdt huset frisk.«
Annilese Miskimmon nævner opsætningen af tjekkiske Leoš Janáčeks sjældent hørte opera »Katja Kabanova« for et par år siden. En forestilling, de færreste operahuse har prøvet kræfter med. Men som blev en stor succes i det østjyske.
Ideen om en demokratisk opera er ikke helt ny. Chefen har faktisk gået med tanken i over fem år, fortæller hun. Man ventede bare på den helt rigtige anledning. Hvorfor blev det netop »Così fan tutte«?
»Det er en opera med utroligt mange muligheder,« siger operachefen.
»Jeg kunne sætte den op hvert eneste år og endda på en ny måde hver gang. Men den handler først og sidst om valg. Selve dens essens er de valg, vi må træffe i livet. Det er operaen om, hvad du kan vinde ved dine valg – men også hvad du mister.«
Valget har været helt afgørende for Annilese Miskimmons disposition: Ethvert valg fører os ind på én bane og samtidig væk fra en anden. Og hvorfor skal operaelskere tænke på dét?
»Jeg er jo selv instruktør af fag. Så jeg ville have folk til at forstå, hvad mine valg ville sige.«
Alle taler meget om opdaterede operaer for tiden. Alle har en mening om traditionelle opsætninger versus de mere moderne. Nogle gider kun dem med kostumer fra operaens egen tid, andre elsker den gamle musik i nye rammer.
Så der er stærke følelser i spil. Og operachefen vil dele sine erfaringer med publikum. Når man vælger den ene slags opsætning, går man glip af mulighederne i den anden.
Afstemningen
Operaelskerne i Odense Koncerthus tirsdag aften taler meget om det nye påfund. Man griner og diskuterer og virker i det hele taget godt underholdt. Før forestillingen overhovedet er begyndt.
Publikum virker delt i fire hold:
Hvis man aldrig har set opera før, er man lidt ligeglad.
Rutinerede tilhørere advarer mildt vennerne mod moderne versioner og foretrækker selv de traditionelle.
Ikke så få af de yngre kunder i butikken finder til gengæld tanken om musik fra 1700-tallet i nye klæder spændende.
Og hvis man ligefrem har set Mozarts bedste opera mange gange? Så er man måske hip som hap i en lidt anden forstand. Man ser frem til, hvad der kommer.
Tæppet går op. De medvirkende har delt sig i to hold: Ét i flotte kjoler og med pudderparykker på hovedet. Et andet i et kridhvidt outfit, der ligner noget fra tennis – måske en situation fra kampens åbning.
Ansatte ved Den Jyske Opera træder frem og siger godaften. To lydmålere med udseende af ure stilles frem. Man er klar til folkets røst.
»Hvis I vil se den moderne version, så er det nu!«, siger værterne.
Der hujes og klappes og trampes. Viseren på dét ur arbejder sig op. Noget tyder på en aften i tennissens og det moderne jetsets tegn.
»Og nu til den traditionelle. Hvad siger I?«
Der klappes og trampes endnu mere. Viseren på det andet ur vinder.
Tæppet går ned igen. Scenefolkene gør klar til odenseanernes demokratisk valgte setup. Resten af aftenen står på pudderparykker og smukke interiører i knækket hvid.
Altså lige indtil anden akt begynder. For salen skal se på urene og stemme igen. Nu om forestillingen skal slutte med »sandhed« eller »konsekvens« – altså om de medvirkende skal stå på mål for deres gerninger.
Odense vælger konsekvens den aften.
Hvad forskellen ville være, står en smule uklart.
Mozarts dejlige værk har trods alt kun én slutning. Og når Berlingske spørger de medvirkende musikere, ved de det heller ikke – for noderne er de samme.
Klassisk opsætning mest populær
Man kunne selvfølgelig også spørge de ansvarlige: Operachefen selv eller instruktøren Elisabeth Linton.
Eller man kunne lade være. For hele ideen er jo konsekvens i dybeste forstand. Hvis man vil kende andre versioner, må man gå ind igen og trampe hårdere.
Og ja: Folk har valgt den traditionelle udgave ved samtlige forestillinger indtil nu. Var det ikke ret forudsigeligt?
»Slet ikke. Jeg er tværtimod blevet vældig overrasket. Afstemningen har været virkeligt tæt nogle gange. Rigtigt mange kunne tænke sig den moderne,« siger Annilese Miskimmon. Jeg spørger så alligevel: Hvad er forskellen egentlig på de to versioner?
»Begge forestillinger skulle jo kunne gennemføres rent praktisk. Så meget af det handler om kostumer og lyssætning og den slags. Men den gamle udgave fokuserer nok mest på undertrykte følelser – hvorimod den nye er mere sjov og sexet og sætter følelserne fri.« Du er chefen. Elisabeth Linton er instruktøren. Hvorfor har I professionelle ikke bare besluttet jer for én af måderne?
»Fordi kunsten er større end os alle. Når jeg har spurgt folk bagefter, er showet kun blevet større af valgmuligheden. For alle mennesker lever med deres valg og er i virkeligheden dybt kreative hver eneste dag. Vi indretter hjem, vi opdrager børn, vi kreerer store måltider. At være menneske er at være kunstner.«
