Hvis man nu har »en funeza«, så er der råd for det, når vennerne kommer for at invitere med på en travetur. For man kan da bare arrangere en skovtur hjemme i stuen. Det gør i hvert fald drengen i natskjorten i Thomas Windings sødmefulde lille børneforestilling på Det Lille Teater. Vips, så er den opfindsomme scenograf Julie Khyls festlige barneværelse - som hentet lige ud af en billedbog - med den gule seng i midten forvandlet til den grønneste skov. Ren magi! Befolket af en ensom mus, et opvakt, vævert egern, en hyggeligt lattermild nissefar og en festlig pingvin med amerikansk accent. Bo Carlsson styrer dem alle sammen og lægger skægge stemmer til, mens Nukâka Coster-Waldaù og Pernille Lyneborg pligtskyldigt leger med, sendt ud på travetur med nissehuer på hovedet og underfundige smil på læberne.
Jo, det handler da bare om at have fantasien med sig. Så kan man sove i rødgrød og få det til at sne ved at trække i en snor. Og fantasi, det har forestillingen på skønneste vis. Den er venlig, den er varm, og den er velment - i ordets bedste forstand. Der er masser af glimt i øjet i denne smittende, glade og finurligt opbyggelige lille hyldest til den store, barnlige forestillingsevne. Her får alle sovedyrene stemmer - og her kan endda et par sludrende døre i et dukkehus få lyst til at give deres besyv med. Thomas Windings godmodige og drilsk-snurrige lune fornægter sig ikke - og den kan far og mor så trygt lune sig ved, mens ungerne går med på opdagelse. Jan Rørdams rare melodier er lige til at putte i lommen. Og Poul Arne Krings herlige dukker har masser af poesi og sprælsk liv. Jo, fantasikassen Det Lille Teater er et rart sted at være for store og små. Vi stopper, mens humøret er højt, siger de tre på scenen, inden de begiver sig ud i virkelighedens eventyr. Lad os følge opfordringen.
