At ofre sit moralske kompas på ambitionens alter handler om andet end kødets lyst og sædernes forfald – ikke mindst i 2018

24BKUFAUST-124207.jpg
Martin Geertz som henslængt Mefistoles i den bragende billedstærke »Faust« på Mungo Park. Foto: Mikkel Russel Fold sammen
Læs mere

Midt i det hvides udviskende renhed sidder Faust – spillet af Henrik Prip – med overkroppen oppe i den svævende blå, blå cirkel, der symboliserer den længsel, der driver den meningssøgende Faust til at indgå en pagt med Djævlen. Sære, også søgende, blå toner indrammer hans opgivende krop, inden den blinde sanger skramler ud og overlader scenen til den elegant-gøende djævleskikkelse, Mefistoles.

Holdet bag Mungo Park og Alias Teaterproduktions nyfortolkning af Goethes Faust-myte lykkes visuelt overmåde med et absurd skønt-uhyggeligt univers skabt af farver og toner spændt ud mellem drøm og mareridt. Scenograf-stjerneskuddet Julian Toldam Juhlin og Jacob H. S. Rasmussens meddigtende lyssætning fanger med farver og former fortællingens essens og lader os vippe mellem uskyld og lyst, mellem lys og smerte.

Forestillingen har således på billedsiden ganske godt fat i kompleksiteten i Faust-figurens søgen efter mening. Han finder den ikke i sine studier, tager en genvej gennem pagten med Mefistoles og finder i hvert fald midlertidigt meningen i kærligheden til Gretchen. Lykken – som er et af andre ord for mening i denne fortolkning – varer dog kun kort. »Jeg kan ikke røre en blomst, uden den visner,« som Faust siger, da han har fornedret Gretchen. Den hvide renhed blev til barnedrab og silende, blåt blod, fanget som de er i helvedets meningsløse cirkel, der nu ligger fladt på gulvet i det sønderstyrtede rum.

Det talstærke manuskripthold har formået at sparke en moderne tone ind i Goethes originalvers, men vers er ikke nemme at orkestrere, og den noget fodslæbende iscenesættelse løfter sig kun sjældent – og særligt i Martin Geertz affablt-kontrollerede djævlemund – i det svæv, man fornemmer ligger lige bag de rimede tungespænd.

Det sublime, visuelle univers følges altså ikke helt til dørs, da spilleflowet ikke rigtig falder i hak. Dramatiseringen fokuserer samtidig meget på den kødelige side af den faustiske pagt, hvilket i hvert fald til dels forfladiger kompleksiteten i Fausts ambition. At ofre sit moralske kompas på ambitionens alter handler om andet end kødets lyst og sædernes forfald – ikke mindst i 2018.

»Faust« er trods disse indvendinger i sig selv et ambitiøst livtag med en intrikat tekst, der især lykkes på den fortællende billedside, der i legen med udviskning og indfarvning af hvidt fanger netop de mange nuancer, der er på spil i spændet mellem moral og ambition.

Faust

Instruktør: Henrik Grimbäck. Dramatisk bearbejdelse: Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen. Scenograf: Julian Toldam Juhlin. Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra. Mungo Park til 14. februar.